





Aarhus Fremad sejrede i Sundby Idrætspark
Cheftræner Kasper Lorentzen var skuffet og ærgerlig efter kampen. Holdet og staben forbereder sig nu frem mod udekampen mod AaB søndag 21. september.
B.93 fik en god start på fredagens vigtige opgør mod oprykkerne Aarhus Fremad i Sundby Idrætspark. Kristaps Grabovskis fik to fine skudmuligheder uden helt at få snert og præcision i afslutningerne.
Men den lille lette tog revanche efter knap en halv times spil, da han efter at have modtaget bolden fra Nicklas Mouritsen i feltets venstre side kvikt bugserede kuglen videre til Carl Björk, der med en indersideafslutning enkelt kunne bringe B.93 foran 1-0. En meget velspillet angreb, der udmøntede sig i scoringen.
Den fortjente føring holdt dog kun fire minutter, for så fik gæsternes Magnus Kirchheiner lov til at stå helt fri på kanten af vores felt, hvor han sparkede bolden i mål uden for Vaporakis' rækkevidde.
Inden pausen var Kasper Lorentzens tropper tættest på atter at bringe sig i front, da Mikkel Wohlgemuth sendte et hårdt skud mod mål, men Kasper Kiilerich i Fremad-målet fik lapperne på, så de gul-sorte fra det nordlige Aarhus kunne gå til pause med 1-1.
B.93 fortsatte de gode takter i indledningen af anden halvleg med et par fine muligheder til følge. Men så gik det pludselig galt i den anden ende, da målmand Vaporakis forregnede sig, da han forsøgte at dække en bold ud over baglinjen. Gæsternes Mathias Kubel fiskede kuglen til sig og serverede den for Kasper Andersen. Sidstnævnte takkede ved at sende bolden i det målmandsløse mål.
Vores helte fra Østerbro var kort efter tæt på en udligning, da et frispark fra Wohlgemuth sneg sig snert forbi den ene stolpe. I stedet satte Aarhus Fremad trumf på. Efter kvikt et-to-spil krøllede Simon Bækgård smukt bolden over i det fjerneste hjørne. Kampens bedste detalje.
En kamp, der derpå blev afviklet på gæsternes præmisser. Trods et B.93-pres i slutfasen, hvilket blandt andet kastede en god reduceringsmulighed til Ludvig Henriksen af sig, kontrollerede oprykkerne kampen med en solid defensiv og havde tilmed et par kontrachancer til at udbygge føringen.
På baggrund af kampens sidste halve time kan man derfor ikke indvende noget imod sejren til et oprykkerhold, der med sine gode boldspillere bestemt kan berige rækken. Men alligevel: Bittert, at vi tabte en kamp, som vi i de første 49 minutter havde alle muligheder for at vinde.
Næste kamp
Holdet skal nu til Aalborg, hvor AaB tager imod søndag 21. september med kick-off kl. 15:00. Find din billet her.
Cheftræner Kasper Lorentzen udtaler
- Jeg er enormt skuffet og ærgerlig.
- Når vi spiller mod Aarhus Fremad skal kampen slet ikke være så åben og vild. For så bliver det på deres præmisser og vi formår ikke at få de perioder med bolden, der skal være.
- Jeg synes, vi har nogle perioder i kampen, hvor vi er bedst, men den knækker et par gange og især ved 1-2 scoringen, hvor vi ellers var startet godt.
- Der skal også sendes store roser afsted til et Aarhus Fremad hold, der er dygtige. Derfor kan jeg stadig være ærgerlig og skuffet over det, som kampen nu ender med.
- Hvis vi præsterer det, vi havde aftalt, så havde kampbilledet været noget andet. Men der står jo altid nogle på den anden side og prøver at sørge for, at det ikke sker.
- De er dygtige, og jeg havde glædet mig til at spille mod dem. De kan nogle ting, der drillede os lidt. Men vi forsøgte at holde et kampbillede, som er mere på vores præmisser og mindre på deres.
- Når de havde overtaget, så fik vi smidt bolden for hurtigt, for vi skulle haft nogle flere perioder på bolden for at holde det i vores fødder, og i vores dårlige perioder smider vi den for nemt nogle gange.
- Nogle gange i løbet af første halvleg bliver det lidt for meget. Der går vi efter guldet for hurtigt og tænker, at efter to afleveringer skal den nærmest ligge til en friløber, fordi det kunne jo være …
- I stedet for at vi havde holdt os til de ting, vi gerne vil.
- Vi får bedre fat på det til sidst, men det er altid sådan kampbilledet vil være ved stillingen 1-3, hvor de står i en 5-4-1 og forsvarer. Så skal du ramme noget helt perfekt for at vende det. For eksempel kombinationer i små rum eller løb på de helt rigtige tidspunkter.
- Tak for den store opbakning på lægterne i Sundby. Vi vil gøre alt vi kan for at betale tilbage i de kommende kampe.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Følg klubben på Linkedin og Instagram.
Husk også at abonnere på B.93's YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.
Fra kampen mod Aarhus Fremad kan du se Ludvig Henriksen som er fokuseret på opvarmingsøvelserne, Aris Vaporakis der varmer op, Kristaps Grabovskis og Mikkel Wohlgemuth, som går i omklædningen efter opvarmningen, spillerne der gør sig klar til kamp i omklædningsrummet mens musikken gjalder, og anfører Andreas Heimers pep-talk i omklædningsrummet.
MÅL OG HØJDEPUNKTER PÅ 1-DIVISION.DK
Du kan se stats, mål og højdepunkter fra kampen på 1-division.dk.
Holdet på banen
Aris Vaporakis
Ludvig Henriksen
Osvald Gabriel Søe
Andreas Heimer
Nicklas Mouritsen (ud 83')
Mikkel Wohlgemuth
Fisnik Isaki (ud 72')
Vito Hammershøy-Mistrati (ud 61')
Adam Ahmad (ud 61')
Carl Björk
Kristaps Grabovskis (ud 72')
På bænken
Frederik Ibsen
Emil Christensen
Muhammad Huzaifa (ind 83')
Osman Addo (ind 61')
Oliver Thomassen
Nicolaj Thomsen (ind 61')
Roni Arabaci (ind 72')
Yasin Belhadj (ind 72')
Kampreferat: Mads Mazanti.
Foto: Jeppe Wermuth.