




Abildås føringsmål var ikke nok i svær ASA-kamp
B.93 kom godt fra land, men så gik det stærkt kort før pausen, hvor de aarhusianske gæster bragte sig foran 3-1 og sendte kampen over på deres præmisser.
Søndag eftermiddag tog B.93 imod ASA Fodbold i Vanløse Idrætspark til sæsonens andet møde mellem de to hold. Det første opgør, tilbage i august, endte med en 3-0-sejr til ASA, og aarhusianerne viste sig denne søndag igen som det skarpeste mandskab – denne gang med en 5-1-sejr.
B.93 fik ellers en lovende start på kampen i et opgør præget af regn og blæst. Hjemmeholdet stod kompakt, presset sad godt, og ASA havde svært ved at spille sig fri i kampens indledning. Efter 19 minutter blev den gode start belønnet, da anfører og midtbanegeneral Freja Abildå bragte hjemmeholdet i front med scoring til 1-0.
I den efterfølgende periode var der god balance i spillet, og B.93 lykkedes med at holde ASA fra de store chancer. Men i løbet af en effektiv periode inden pausen vendte gæsterne kampen på hovedet. Benedicte Moss Rasmussen udlignede i det 28. minut, inden Andrea Hauge gjorde det til 2-1 i det 41. minut. Kort efter, lige før pausen, øgede Benedicte Moss Rasmussen til 3-1 og gav ASA et solidt forspring ved udgangen af 1. halvleg.
Efter pausen forsøgte B.93 at finde tilbage til kampens gode indledning, men ASA viste deres offensive kvalitet og tempo. Benedicte Moss Rasmussen fuldendte sit hattrick efter 55 minutter, og seks minutter senere lukkede Andrea Hauge kampen med sin anden scoring i kampen til 5-1 – som også blev slutresultatet.
I løbet af anden halvleg foretog B.93 en række udskiftninger, hvilket blandt andet betød, at både Laura Lanng og Laura Klitte fik deres officielle debuter for førsteholdet. ASA’s individuelle kvalitet og skarphed foran mål blev dog afgørende for kampens udfald, og trods de taktiske ændringer undervejs,
ASSISTENTTRÆNER NIKOLAJ KRAGH JEPPESEN UDTALER
- Jeg synes vi har et fint udtryk den første halve times tid. Vi gør det svært for ASA. De skaber ikke de helt store ting og vi står fint imod. Vi kommer også foran 1-0.
- Vi starter med at gøre nogle ting lidt anderledes end vi plejer, som måske kommer lidt bag på ASA. Vores høje pres fungerer rigtig fint.
- Vi får lukket deres målspark, hvor ASA ikke rigtig kommer ud af det. Vi omstiller os også i løbet af kampen, så vi bliver lidt uforudsigelige og skaber plads.
- På det tidspunkt er det egentlig en ret åben og lige kamp, hvor vi også har mulighed for at stikke afsted. Jeg er pænt tilfreds med den start og de ting, vi lykkes med.
- Men så kan det gå stærkt i fodbold. Og lige pludselig har ASA scoret tre mål på den gode kvalitet de har. Derfra bliver det desværre en kamp, der ender mere på deres præmisser derfra.
- Vi må også acceptere, at de er dygtige. De har en dygtig angriber, der scorer tre gange, fylder i feltet og næsten selv kan skabe chancerne. Der gør det svært for os. Hun bliver afgørende i dag.
- ASA har noget kvalitet og tempo, som de kan skrue på, hvor det er de færreste, der kan følge med.
- Det er den sidste kvalitet, der er forskellen. Når vi ikke lige er helt skarpe og rammer hinanden i de afgørende momenter, så tipper det over til ASA's fordel.
NÆSTE KAMP
Kvinderne møder Esbjerg fB søndag 12. oktober med kick-off kl. 13:00. Det er på ny en hjemmebanekamp i Vanløse Idrætspark.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Følg klubben på LinkedIn og Instagram.
Husk også at abonnere på B.93's YouTube-kanal, så du får notifikationer, når der er nye B.93 TV-videoer. Fra kampen mod ASA Fodbold kan du se denne optaktssekvens, hvor holdet er på vej i omklædningsrummet til den sidste opladning.
HOLDET PÅ BANEN
Alma Meier
Freja Vestfred (ud 62')
Cathrine Buccat
Emilie Ramskov (ud 87')
Ida Diget (ud 65')
Emma Holmskov (ud 62')
Freja Abildå
Alexandra Holse
Frederikke Krongaard
Jazmin Issa (ud 65')
Luna Bruun
PÅ BÆNKEN
Sibille Svendsen
Melkorka Jónsdóttir (ind 65')
Laura Lanng (ind 62')
Laura Klitte (ind 65')
Emilie Zeeberg (ind 87')
Clara Stenbæk (ind 62')
Kampreferat: Frederik Knygberg.
Fotos: Jeppe Wermuth.