

B.93 indgår samarbejde med Fokus for at styrke klubbens rekruttering
Fokus er et digitalt værktøj, der er designet til at styrke arbejdet med spillerudvikling og rekruttering af nye spillere til akademier og førstehold.
B.93 har indgået et samarbejde med den norske platform Fokus. Systemet er udviklet i Bodø/Glimt og bruges i dag også af klubber som Rosenborg, Brann og Djurgården.
Nu bliver B.93 den første danske klub i 1. division til at tage Fokus i brug.
Fokus samler spillerdata, vurderinger, udviklingsmål og samtaler ét sted – og gør det muligt at dele viden mellem trænere, ledere og afdelinger.
Ikke mindst er det et super overbliksværktøj til alt, der vedrører spillere og trupsammensætning på de forskellige hold.
Målet er at styrke sammenhængen i arbejdet med klubbens egne spillere og kvalificere beslutninger om næste skridt i deres udvikling – og samtidig understøtte klubbens interne og eksterne rekrutteringsarbejde.
Adm. direktør i B.93 Copenhagen ApS, Christian Engell, udtaler
- Det er det bedste sports management-værktøj, jeg har set til dato. Og i en klub som vores, hvor vi ikke har flest ansatte, handler det om at lave samarbejder med virksomheder og produkter, der hjælper os til at arbejde endnu smartere.
- Vi skal hele tiden blive dygtigere til at støtte vores egne spillere bedst muligt, da intern rekruttering er vores største ambition.
- Fokus giver os muligheden for at følge vores talenter tættere og sandsynliggøre en endnu tydeligere vej fra akademiet til førsteholdet. Det er afgørende i en talentklub som B.93.
- Samtidig skal Fokus understøtte vores eksterne scouting-arbejde, så vi samlet set træffer gode og velinformerede beslutninger.
B.93 har for nylig annonceret ansættelsen af Jonas Hansen som ny rekrutteringsansvarlig i klubben, og etableringen af et nyt scouting team er lige på trapperne.
Tættere opfølgning og mere målrettet rekruttering og udvikling
Fokus bliver et centralt værktøj i det daglige arbejde med trup management og tilgangen af spillere til både førsteholdene samt U19 og U17. Med Fokus bliver det nemmere at sikre kontinuitet og fælles retning på tværs.
Når en spiller rykker fra U17 til U19 eller nærmer sig førsteholdet, vil trænerteamet have adgang til en samlet oversigt over spillerens forløb – fra udviklingsmål til trænerfeedback. Det gør det lettere at bygge videre og justere undervejs.
Christian Engell udtaler
- Med ansættelsen af Jonas og hans stærke kompetencer har vi taget et vigtigt skridt i at strukturere vores rekrutteringsarbejde på et helt andet niveau.
- En del af det handler også om at give Jonas nogle gode forudsætninger for at lykkes med hans arbejde. Her giver Fokus os et endnu bedre grundlag for at træffe de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter.
- Det hjælper os med at samle viden og skabe overblik på tværs, så vi kan støtte spillerne bedst muligt i deres næste skridt fremad
- Vi skal hele tiden vurdere, hvornår det giver mening at give en spiller nye fokusområder og udfordringer, og hvad det kræver af både spilleren og klubben.
- Med Fokus får vi et skarpere billede af, hvor den enkelte spiller er i sin udvikling, og hvad der skal til for at bygge på.
Fokus gør det også muligt at opstille konkrete krav og forventninger til roller og positioner, så både spillere og trænere arbejder mere målrettet frem mod næste niveau – i B.93 og videre ud i verden.
Udviklet i Bodø/Glimt – og nu en del af hverdagen i skandinaviske topklubber
Fokus blev først udviklet som et internt værktøj i Bodø/Glimt og er siden blevet til en selvstændig platform med brugere i både Norge, Sverige og Danmark. Lars Gundersen, medstifter og direktør, ser frem til samarbejdet.
Lars Gundersen udtaler
- Vi har bygget Fokus for at hjælpe klubber med at bevare og bruge den viden, der ellers ofte går tabt. Det handler om at skabe bedre spillerforløb og mere oplyste beslutninger.
- B.93 er et oplagt match for os. Klubben har en tydelig identitet og en ambition om at bruge egne spillere.
- Vi ser meget frem til at støtte op om det arbejde.
Du kan læse meget mere om Fokus på deres hjemmeside her.