Kamp
Referat

B.93 – HB Køge
HB Køge — B.93

Fuld tid

1-0 Jubril Adedeji (2'); 1-1 Nemanja Cavnic (selvmål, 24'); 1-2 Nicolaj Thomsen (41'); 1-3 Emmanuel Ogude (51'); 1-4 Jacob Egeris (55'); 1-5 Fisnik Isaki (81'); 1-6 Jonathan Mathys (85'); 1-7 Jonathan Mathys (88')
7-1
1-7
Champagnebold i Køge

Champagnebold i Køge

Vi har cheftræner Engstrøms udtalelse og kampreferatet klar fra en uforglemmelig aften i Køge, hvor Champagneholdet viste storspil i nedsablingen af HB Køge.

Resultat: 7-1
Spillested:
Capelli Sport Stadion
Dato:
11/8/2023
Tilskuertal:
1.323

”Åh Gud, åh Gud, i Køge.” Udsagnet er H.C. Andersens. Men det kunne såmænd også være undsluppet de 1.323 munde på tribunerne på stadion i Køge i fredags. Om end det for 93'erne blandt publikum var udtryk for vantro begejstring i stedet for andersensk fortvivlelse.

CHOKSTART I KØGE

Hvem skulle have troet, at det ville ende med en ydmygelse af hjemmeholdet?

Da slet ikke efter to minutters spil, hvor hjemmeholdets herlige tekniker Jubril Adedeji afdriblede Jacob Egeris i venstre angrebsside og køligt sendte bolden under Falkesgaard i 93-målet.

B.93 kom sig dog hurtigt over chokket. Som halvlegen skred frem blev de til lejligheden rødklædte gæster gradvist mere dominerende med fikst og kvikt kombinationsspil.

Den fuldt fortjente udligning kom midt i halvlegen, da Jeppe Erenbjerg brød igennem på sin højre side og sendte bolden fladt på tværs, hvor hjemmeholdets midterforsvarer Cavnic var uheldig at sende bolden i eget net.

Samme Erenbjerg kunne minuttet efter endda have bragt B.93 i front, men alene med Sebastian John i Køges mål kiksede han sin afslutning.

B.93 fik dog alligevel udbytte af det flotte spil fem minutter før pausen.

Tammer Bany fandt, med en tværaflevering fra højre, en fremstormende Nicolaj Thomsen, der blot skulle sende bolden det sidste stykke over stregen. 2-1-pauseføringen var fuldt fortjent.

HB Køge uden strategen Mike Jensen gav B.93 plads til at spille bolden op gennem kæderne, og det gør man ikke ustraffet mod et 93-hold i herligt spillehumør.

BRUSENDE CHAMPAGNEHOLD

Ikke overraskende kom ”svanerne” ud til anden halvleg opsatte på at revanchere sig. I halvlegens første halvleg overfaldt de 93erne med flere farlige angreb. Men så slog østerbroerne kontra. Emmanuel Ogude trak fra venstre på tværs af feltet, kom på skudhold, og tæskede bolden op i målhjørnet. 1-3.

Og fem minutter senere kom vi minsandten på tavlen igen.

Midterforsvareren Jacob Egeris havde forvildet sig med frem i angrebet. Da han fik kuglen på kanten af feltet, og ikke rigtig vidste, hvad han ellers skulle stille op med den, sendte han den fladt over i det lange hjørne. 1-4.

Disse to scoringer var selvfølgelig en mavepuster for Nicklas Pedersens tropper, der ellers lige var kommet op i omdrejninger.

De fortsatte dog med at klø på, og kunne godt have reduceret, men som kampen skred frem, åbenbarede der sig også større og større rum for 93-angrebet at boltre sig i.

Og i kampens sidste ti minutter blev det indskifternes tur til at brillere for B.93. Antonio Bustamante fandt med en aflevering fra venstre Fisnik Isaki, der efter at brændt et par store chancer fik indstillet kanonen og knaldet bolden i mål via den ene opstander.

Men det var slet ikke slut endnu. Bustamante afsluttede fra kanten af feltet, returbolden var Jonathan Mathys over, og så stod der 1-6!

Og 1-7 kort efter! Igen Mathys, denne gang efter en nedfaldsbold, som et Køge-forsvar i total opløsning serverede for ham efter et hjørnespark.

Ja, den aften i Køge kommer vi sent til at glemme. Da proppen først røg af, brusede champagneholdet over med en forrygende opvisning i opfindsomt og målsøgende angrebsspil.

Efter 16-0-pokalsejren i tirsdags blev det således en uge med en samlet 23-1 score til B.93. Ikke så dumt endda.

Cheftræner Kim Engstrøm udtaler

- Jeg er meget stolt af den fremragende præstation spillerne går ud og leverer i dag. På nær de første 5-10 minutter er jeg meget tilfreds med vores udtryk i kampen.

- Vi har stort mod til at forsvare fremad, med højt pres får vi stresset HB Køge i deres opspil, så vi får erobret rigtig mange bolde nogle gode steder på banen

- Vi har de sidste 14 dage arbejdet meget med vores udtryk i kampene i spillet med bolden. Vi skulle have en større ro til at sætte vores spil med masser af kombinationer, Det må vi sige vi til fulde fik vist i dag.

- Vi havde lagt en gameplan, som spillerne fulgte hele vejen igennem. Vi gik aldrig i panik på trods af den tidlige scoring imod os. Vi fortsatte bare med vores spil, som i dag var meget stærkt.

- Der var gode præstationer over hele linjen. Selv da vi skifter ind fortsætter vi bare i samme spor med nye friske kræfter.

- Vi har de første par kampe haltet lidt med at skabe de helt store muligheder. I dag fik vi sat tingene godt op. Så der blev skabt mange muligheder, krydret med syv flotte mål.

- Dejligt at se seks forskellige målscorere. Det vidner om, at flere spillere er kommet godt i gang nu.

- Nu håber vi på at se rigtig mange på Østerbro Stadion på fredag 18. august, når FC Fredericia kommer på besøg. Så vi kan fortsætte de gode takter.

- Til sidst en kæmpe tak til alle 93’ere, der var på Capelli Sport Stadion. Sikke en flot opbakning fra jer alle.

SE B.93 TV FRA KAMPEN

Se cheftræner Kim Engstrøms reaktion på 7-1-sejren i Køge. Vi fangede også en tilfreds Tammer Bany til et post-match interview. Se meget mere indhold fra B.93 TV på vores YouTube-kanal.

Husk du også kan følge klubben på Twitter, Facebook og Instagram.

Holdet på banen

Michael Falkesgaard

Emil Møller
Jacob Egeris
Abdullah Iqbal
Daniel Thøgersen

Mikkel Mouritz
Niels Morberg (ud 62')

Jeppe Erenbjerg (ud 86')
Tammer Bany (ud 62')
Nicolaj Thomsen (ud 76')

Emmanuel Ogude (ud 76')

På bænken

Aris Vaporakis
Osvald Søe
Emil Christensen
Ruben Minerba
Fisnik Isaki (ind 62')
Andreas Heimer (ind 62')
Jonathan Mathys (ind 76')
Antonio Bustamante (ind 76')
Sebastian Clemmensen (ind 86')

Kampreferat: Mads Mazanti.
Fotos: Christian Midtgaard.