Kamp
Referat

B.93 – Næstved Boldklub
Næstved Boldklub — B.93

Fuld tid

1-0 Nicolaj Thomsen (27'); 2-0 Sebastian Clemmensen (75')
2-0
0-2
Flotte scoringer banede vejen til sejren over Næstved Boldklub

Flotte scoringer banede vejen til sejren over Næstved Boldklub

Dejligt med tre point til endnu en fredagsfest på Østerbro Stadion.

Resultat: 2-0
Spillested:
Østerbro Stadion
Dato:
19/4/2024
Tilskuertal:
1.768

På en råkold fredag aften dannede et feststemt Østerbro Stadion ramme om den ekstremt vigtige kamp mod Næstved Boldklub, som inden kampen havde ni points op til B.93 på den rigtige side af nedrykningsstregen.

Hjemmeholdets form har ikke været opadgående i de seneste kampe, men det var nu ikke til at se, for det var de hvidblusede Østerbro, der efter en lidt rodet indledning fik sat sig på spillet.

De grønblusede sydsjællændere lod ikke til at have andre offensive ambitioner end at stjæle bolden i 93-opspillet og iværksætte hurtige nålestiksangreb. Men da 93erne var meget sikre i kombinationsspillet var det ikke en taktik, der kastede ret meget af sig.

B.93 fik skabt en del lovende angreb, især over højre side. Og det var netop af disse angreb, der førte kampens første scoring med sig.

Angrebet kulminerede med, at Jeppe Erenbjerg sendte et af sine herlige indadskruende indlæg ind mod mål, og som så ofte før dukkede Nicolaj Thomsen op tæt under mål. Egentlig fik han ikke helt træf på sit hovedstød, men han var så tæt på målstregen, at bolden ikke kunne undgå at trille i mål. 1-0!

Fem minutter før pausen måtte en ellers glimrende Andreas Heimer udgå med en skade i læggen.

I stedet kom den fikse Fisnik Isaki på banen, og han meldte sig omgående ind i kampen med et skud på stolpen fra en spids vinkel i halvlegens sidste minut.

Men 1-0 stod sig til pausen.

De gode takter fortsatte

I de seneste kampe har B.93 begyndt anden halvleg ualmindeligt dårligt, men det var ikke tilfældet i fredagens kamp, tværtimod.

Det elegante og velstrukturerede kombinationsspil fra første halvleg blev fortsat i anden halvlegs første kvarter. En fræk og udfordrende Osman Addo kunne endda have øget føringen, men måtte se sin afslutning fra nært hold pareret af Dannevang i Næstved-målet.

Efter omkring en times spil smed gæsterne forsigtigheden over bord, og satte alt ind på at fremtvinge en udligning. Nu blev 93-forsvaret fuldt beskæftiget med at holde "De Grønne” stangen.

Da Falkesgaard havde svært ved at holde bolden på den smattede bane, gav det et par meget store Næstved-muligheder. Heldigvis havde Næstved-spillerne ikke skud i støvlerne, så oplagte scoringsmuligheder blev sendt højt over eller langt forbi mål.

Og netop da Næstved-presset var tungest, slog B.93 kontra. Med en perfekt tempereret dybdeaflevering fandt Isaki Sebastian Clemmensen, der med en lang tå prikkede bolden forbi Dannevang og i mål til enorm jubel for hjemmepublikummet.

Efter scoringen garderede vi os i forsvaret med en femback-kæde. Og selv om Næstved sendte mange bolde ind i feltet, var det som om troen lige så stille sivede ud af sydsjællænderne, efterhånden som sekunderne tikkede ned mod halvfems.

Da slutfløjten lød, kunne 93erne strække armene i vejret og fortjent lade sig tiljuble af det glade publikum.

En vital sejr, der ikke blot sender os på 12 points afstand af nedrykningsstregen, men også må give en god portion selvtillid til de kommende kampe.

Og så var det i øvrigt første hjemmesejr over Næstved i 26 år. Den kunne ikke komme på et bedre tidspunkt.

Cheftræner Kim Engstrøm udtaler

- Det var rigtig dejligt med en sejr.

- Vi har haltet lidt igennem de første tre kampe i slutspillet, hvor vi ikke har fået de resultater vi havde håbet på.

- I dag spiller vi en kontrolleret kamp, hvor vi får udført gameplanen perfekt inde på banen. Vi får lavet to gode mål efter ting vi havde snakket om inden kampen.

- Fra 2-0 scoringen får vi lukket rigtig godt ned for det tryk Næstved ville komme med. Vi får afvist de mange indlæg med de tre stærke stoppere inde i feltet.

- Vi er glade for præstationen, resultatet og udtrykket på banen.

- Og ikke mindst den fantastiske opbakning vi får fra Terrassen. Det er simpelthen unikt med den stemning, der er skabt fredag aften på Østerbro Stadion.

- Vi er ikke i mål endnu, så vi skal have fokus på den næste kamp, hvor vi igen skal levere en god præstation. Med gode præstationer, kommer der ligeledes point på kontoen.

B.93 på sociale medier

Følg klubben på X, Facebook, Instagram og YouTube.

Husk at abonnere på B.93's YouTube kanal, så får du notifikationer når der er nye B.93 TV videoer.

Fra dagens vitale sejr og fredagsfesten har vi et hav af gode klip YouTube kanalen fra live dækningen og et par ekstra, vi ikke havde med på X og Instagram. For nu bare at nævne et par stykker, så se eksempelvis stemning fra Østerbro Stadion og omklædningsrummet inden kampen, pre-match interview med cheftræner Kim Engstrøm, Michael Falkesgaard der varmer op, de startendes opvarming på lille område, sangen fra B.93 Fanklub der gør dig glad i låget, spillerne der siger tak for støtten - og ja, find mange flere selv.

HOLDET PÅ BANEN

Michael Falkesgaard

Ryan Johnson Laursen
Jacob Egeris
Abdullah Iqbal
Daniel Thøgersen (ud 87')

Andreas Heimer (ud 41')
Niels Morberg

Jeppe Erenbjerg
Nicolaj Thomsen
Osman Addo (ud 76')

Sebastian Clemmensen (ud 87')

PÅ BÆNKEN

Aris Vaporakis
Osvald Gabriel Søe
Tobias Blidegn
Sebastian Kroner (ind 87')
Fisnik Isaki (ind 41')
Gustav Højbjerg
Ruben Minerba
Magnus Bøttker (ind 87')
Emil Christensen (ind 76')

Kampreferat: Mads Mazanti.
Fotos: Christian Midtgaard.