

Fint udbytte i træningsopgør mod FC Midtjylland
En hård, men værdifuld test mod et stærkt FC Midtjylland-hold gav både vigtige erfaringer, flotte reduceringer og indblik i, hvilke spillere der står klar til næste skridt for B.93's bedste herrehold.
Mens 1. divison bød på et tiltrængt pusterum til vores bedste herrehold, brugte Kasper Lorentzens tropper onsdag formiddag på at teste grundformen og nogle akademiansigter af i en træningskamp mod FC Midtjyllands rejsehold.
Opgøret blev spillet på Svanemølleanlægget, hvor vi stillede med en blanding af unge spillere, der fik chancen på seniorniveau, og flere førsteholdsspillere, der havde brug for ekstra minutter i benene.
Fra første fløjt var det tydeligt, at gæsterne havde rejst over Storebælt med et fysisk stærkt og individuelt dygtigt hold.
Midtjyderne pressede på og var ikke bange for at sætte tempoet. Vi havde lidt svært ved at finde rytmen og ved at få skabt sammenhæng i relationerne på banen, mens FC Midtjylland formåede at udnytte deres styrker på effektiv vis.
Før pausen havde de bragt sig sikkert foran, og selvom vi forsøgte at svare igen og skabte en masse muligheder, blev vores bestræbelser ikke til mere end gode intentioner.
Efterhånden som kampen skred frem, fik vi bedre fat, men der var lang vej til et frugtbart resultat, da vi var kommet bagud 0-4 mod de effektive midtjyder. Men vi fik bedre fat i bolden, begyndte at skabe muligheder og udnyttede dem til sidst.
Først blev Oliver sendt fri i højre side og afsluttede hårdt mod fjerneste hjørne. FCM-keeperen fik lige hånden på, men kunne ikke forhindre bolden i at gå ind til reduceringen 1-4, da vores offensive nordmand havde givet skuddet så meget kraft, at det var en besværlig bold at afvise indenfor målrammen.
Inden dommeren blæste gemytterne af, ville en helt og aldeles fri Nicolaj Thomsen også lege med på måltavlen. En stikning i dybden sendte Thomsen alene mod mål, og han afsluttede køligt ved at løfte bolden over den fremstormende målmand til 2-4.
De to scoringer viste, at vi havde mere at give af, og vi sluttede kampen med energi og vilje, selvom udfordringen havde været stor.
Næste kamp
B.93 møder AB i 2. runde af pokalturneringen på Gladsaxe Stadion tirsdag 9. september kl. 18:00. Find din billet her.
Cheftræner Kasper Lorentzen udtaler
- FC Midtjylland kom med et hold med enorm individuel kvalitet og stærke, atletiske spillere, og det gjorde kampen til en rigtig hård, men også en værdifuld prøvelse for os.
- Vi vidste på forhånd, at det ville blive svært, fordi vi selv stillede med en blanding af spillere, der havde brug for ekstra minutter, og unge spillere, der skulle prøves af på seniorniveau.
- Og når du sammensætter sådan et hold, får du naturligt nogle udfordringer i relationerne, og i første halvleg var det noget, vi havde lidt problemer med.
- Men det er netop pointen med de her træningskampe, at vi får set spillerne i en reel kampsituation, vi får set, hvem der er tæt på at tage næste skridt, og hvor vi skal sætte ind i vores arbejde.
- For mig var det en kamp, der blev meget individuelt præget, men vi fik bedre fat til sidst, og jeg synes, vi fik skabt nogle gode situationer og to flotte mål, der viste, at vi havde mere at give af.
- Alt i alt lærte vi rigtig meget, både jeg og spillerne, og vi tager en masse erfaringer med videre.
- Nu kan vi også mærke, at vi alle sammen har kørt hårdt på i en periode, så spillerne har fortjent at få et par dage til at lade op.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Følg klubben på Linkedin og Instagram.
Husk også at abonnere på B.93's YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.
Fra kampen mod FC Midtjylland kan du finde en række korte klip: Spillerne, der hilser inden kampen, pep-talk, et fint B.93 angreb og en situation, der kunne ligne et straffe, Frederik Ibsens vinkel på et straffespark til midtjyderne, fine fløjkombinationer mellem Oliver Thomassen og Muhammad Huzaifa, Osman Addo med et frispark, Oliver Thomassens 1-4 reducering, Frederik Ibsen, der plukker bolden foran en FCM-angriber og en god angrebssekvens med en lang bold i dybden og fint samarbejde mellem Oliver Thomassen og Mikkel Wohlgemuth.
Holdet på banen
Frederik Ibsen
Marcus Bering
Emil Christensen
Karl Noppen
Muhammad Huzaifa
Danis Faljic
Osman Addo
Mikkel Wohlgemuth
Thomas Ari Arnarsson
Roni Arabaci
Oliver Thomassen
På bænken
Julius Svarre Christensen
Romeo Lotus Meyer
Yasin Belhadj
Vito Hammershøy-Mistrati
Nicolaj Thomsen
Adam Ahmad
Osvald Gabriel Søe
Nicklas Mouritsen
Ludvig Henriksen
Kampreferat: Alexander Wøhlk.
Foto: Christian Midtgaard.