

Hård start mod FC Nordsjælland
Formen hos vores Kvalifikationsliga-hold blev afprøvet i årets første træningskamp på Right To Dream Park, hvor FC Nordsjælland stod stærkt.
Årets første testkamp for Christian Falks tropper skulle stå på samme måde som herrerne, der også startede forårssæsonen på Right To Dream Park, med FC Nordsjælland som modstandere.
Kampen cementerede den uofficelle debut til flere af vores nytilkomne spillere og holdets nye trænersetup med Christian Falk og Benjamin Haim i spidsen.
Træningskampen foregik over tre halvlege á 30 minutters varighed.
Over de samlede 90 minutter kom vores bedste kvindehold på noget af en prøve mod et af Gjensidige Kvindeligaens absolutte tophold.
Vanskelig venstre fløj
Efter 6 minutters spil spillede vi os ellers flot ud af et højt Nordsjælland pres på vores banehalvdel. Bolden endte hos Carla Schulz, der drev bolden op i gennem midten af banen og sendte den til Luna Lagerbon.
Luna ekspederede hurtigt kuglen videre til en fremadstormende Silja Weinell, der kom med frem i Nordsjælland-feltets højre side. Silja forsøgte at lægge bolden på tværs af feltet, men blev desværre stoppet af en Nordsjælland-spiller, der kastede sig heroisk ned for at afværge tværpasningen.
Den fine defensive aktion gav desværre Nordsjælland blod på tanden. I det efterfølgende angreb snød FCN’s venstre fløj, Anna Walter, vores højre side med et par driblinger og hakkede til bolden, som strøg i mål ved nærmeste stolpe. 1-0 til hjemmeholdet.
Tre minutter senere var der igen fare på færde i vores højre side. Samme Anna Walter kom med lidt held igennem og lagde bolden ind til en umarkeret Nordsjælland-spiller, der let kunne prikke bolden ind bag Signe Munk.
Efter 25 minutter bragtes hjemmeholdet sig så også på 3-0, da flotte fodtrin fra førnævnte Walter satte Alma Aagaard op i feltet, hvorefter hun placerede kuglen i det fjerne målhjørne.
Livstegn i svær periode
Generelt opstod FC Nordsjællands farligste momenter i deres venstre side, og den tendens fortsatte desværre ind i anden halvleg.
Med to minutter spillet kom Alma Aagaard fri i bagrummet bag vores højre forsvarskæde. Her kunne hun sende bolden ind til en Nordsjælland-spiller, der kom først på bolden og fik den dirigeret i mål til 4-0.
Det var desværre bare en kamp, hvor hjemmeholdet sad på det meste af spillet, men vi kom periodevist bedre med i anden halvleg. Efter 51 minutter spillede Mille Bech således Silje Weinall fri i Nordsjælland-feltet, men afslutningen blev reddet af FCN-keeperen ved nærmeste stolpe.
Med knap én time spillet opstod der miskommunikation i vores felt, hvor en misforstået tilbagelægning førte til et indirekte FC Nordsjælland frispark i feltet. En ærgerlig situation, der gav hjemmeholdet en scoringsmulighed, som de udnyttede til fulde ved at sparke bolden op i krogen til pausestillingen 5-0.
Tilfældighederne imod os
I tredje halvleg kom vi også svært fra start, da et hjørnespark ikke blev clearet ordentligt og der opstod klumpspil foran mål. Desværre endte bolden i fødderne hos en tilfældig rød-klædt spiller, der sparkede bolden i kassen. 6-0.
Kampen sidste scoring faldt med knap ti minutter tilbage, da en fejlpasning endte i fødderne på en FCN-angriber, der sendte bolden i mål til 7-0.
Selvom der faldt en del scoringer imod os, så ved Cheftræner Christian Falk godt, at det var en svær modstander, vi skulle op imod. Der skulle bankes noget rust af, og så skulle der også lige inkorporeres flere ting og flere nye ansigter i spillertruppen.
Cheftræner Christian Falk udtaler
- Ingen tvivl om, at vi stadig skal arbejde på vores relationer, men vi er i en forandringsproces i forhold til måden, vi gerne vil spille på.
- Vi kunne godt have stillet os længere ned, men det ville vi ikke. Vi vil udvikle og spille efter vores B.93-DNA, og det udtyk gik vi ikke på kompromis med i kampen.
- Det gjorde, at vi viste en klar forbedring fra halvleg til halvleg.
En sejr i årets første testkamp var ikke den store prioritet forud for opgøret. Til gengæld fik spillerne endelig nogle minutter i benene efter forårspausen, og trænerteamet blev gjort klogere på forberedelserne frem mod næste opstartskamp mod F.C. København.
- Vi fik også nogle givet nogle minutter til nogle yngre spillere, og så kom vi i gang efter vinterpausen.
- Resultatet var ikke så vigtigt, men det har givet mig nogle ideer om, hvor vi skal lægge på i forhold til FCK-kampen i næste uge. Der skal vi skal styre kampen noget mere, og have bedre styr på vores presspil.
Kvindeholdets næste træningskamp er på søndag 2. februar, hvor vi hjemme på Svanemølleanlægget får besøg af vores naboer fra F.C. København til endnu en testkamp, der fløjtes i gang klokken 12.00.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Følg klubben på Linkedin og Instagram.
HOLDET PÅ BANEN
Signe Munk (ud 75')
Sandra Olabi (ud 43')
Malou Klitte (ud 47')
Sofie Thrige
Sara Grønhøj (ud 43')
Silja Weinell
Carla Schulz
Mille Bech (ud 60')
Freja Abildå Sørensen (ud 43', ind 47', ud 60')
Filippa Høgild
Luna Lagerbon (ud 43')
PÅ BÆNKEN
Sibille Svendsen
Sofia Weatherall
Málfríður Eiríksdóttir (ind 43')
Julia Hjørlunde (ind 43')
Lærke Tingleff Søndergaard (ind 43', ud 60')
Agnes Fog-Tonnesen (ind 60')
Asii Berthelsen (ind 43', ud 60')
Ida Diget (ind 60')
Olivia Haaber (ind 60')
Sofia Hvidbak (ind 60')
Kampreferat: Alexander Wøhlk.
Foto: Tobias Kongsvang.