




Ingen point med hjem fra Aarhus
Sofie Thrige spillede lørdag i Aarhus sin kamp nr. 100 for B.93. Kæmpe tillykke med milepælen.
Der var lagt op til spænding, da B.93 gæstede ASA Fodbold på Koncenton Park i Aarhus.
Sidst de to hold mødtes var til et hæsblæsende 1-1 opgør i Vanløse Idrætspark. Begge hold befandt sig inden lørdagens kamp i midten af tabellen med kun tre point imellem sig, og det var derfor to hold, som hungrede efter en sejr.
Fra første fløjt var det tydeligt, at B.93 havde lært af det seneste opgør mod aarhusianerne. Hvor det i den første kamp kneb med at sætte sig igennem, kom holdet denne gang mere aggressivt ud og med en mere kontrolleret tilgang.
En taktisk ændring fra 4-4-2 diamant til en 4-3-3-opstilling gav et bedre udtryk i presspillet, og det gjorde det svært for hjemmeholdet, som kæmpede med at spille sig ud af presset og i stigende grad blev tvunget til at slå lange bolde og satse på kontramuligheder.
Kampen bølgede i perioder frem og tilbage, men spillemæssigt var B.93 i førersædet. Holdet arbejdede tålmodigt med opbygningsspillet og fik spillet sig frem til en række gode gennembrud.
Chancerne var der. Hele 16 afslutninger blev det til, men ingen af dem fandt vej til netmaskerne. Det var et frustrerende element i en kamp, hvor fornemmelsen på sidelinjen var, at vi havde kontrollen og kvaliteten til at tage sejren.
I anden halvleg blev dominansen endnu tydeligere. Det aarhusianske hjemmehold blev trykket længere tilbage på banen, og vi fik sat os endnu mere på spillet. Men selv med et voksende overtag og flere muligheder udeblev målet.
Og så slog ASA til. I overtiden opstod en tilfældighed efter en tabt andenbold – og den chance udnyttede hjemmeholdet kynisk. Hjemmeholdets topscorer, Benedicte Moss, kom først til den løse bold og scorede det, som endte med at blive kampens eneste mål. Et enkelt øjebliks ubalance blev kampens afgørende begivenhed.
B.93 måtte derfor rejse hjem fra Aarhus uden point, selvom spillet pegede i en anden retning. I store dele af kampen dominerede B.93 på bolden og satte tempoet, men manglende skarphed foran mål blev forskellen i en kamp, der endte 1-0 til hjemmeholdet.
Det skal lyde et kæmpe tillykke til Sofie Thrige, der med kampen i Aarhus nåede 100 kampe i B.93 trøjen.
Næste kamp
Vi møder fredag aften Kolding IF i Vanløse Idrætspark. Kampen starter kl. 19:00. Hent din billet her.
Assistenttræner Benjamin Haim udtaler
- Vi står tilbage efter at have spillet en god kamp, men der står nul på måltavlen.
- Vi kommer frem til chancer, men vi sparker dem ikke ind, og det er dét, der er udslagsgivende. Så det er lidt frustrerende, da vi følte, at vi var det bedste hold i kampen, og alligevel står vi nu med et 1-0 nederlag.
- I første kamp var de mere aggressive og havde mere flow i deres boldspil. Men jeg tror bare, at den måde som vi pressede dem på og spillede på i dag gjorde, at de blev nødt til at spille kontrafodbold.
- De blev nødt til at spille lange bolde i omstillingerne, fordi ellers kunne de ikke etablere sig. Vi var meget mere aggressive og højere i presset på dem i dag, også i forhold til hvordan vi spillede i sidste uge mod FC Midtjylland, og det stressede klart ASA i dag.
- Der er mange positive ting at tage med fra kampen. Vi spiller jo en god kamp, vi har masser af gode aktioner både med opbygning, gennembrud og den måde som vi går i genpres på.
- Og så må vi kigge på nogle af de ting, som vi skal lære af og køre dem igennem på træningsbanen inden fredag aften, når Kolding IF kommer på besøg.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Følg klubben på Linkedin og Instagram.
Husk også at abonnere på B.93's YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.
Holdet på banen
Alma Meier
Silja Weinell
Sofie Thrige (ud 73')
Málfríður Eiríksdóttir
Julia Hjørlunde (ud 85')
Lærke Tingleff (ud 74')
Freja Sørensen Abildå
Malou Klitte (ud 63')
Jennifer Einlykke (ud 74')
Thea Rhode
Asii Berthelsen
På bænken
Sibille Svendsen
Sara Grønhøj (ind 73')
Carla Schulz (ind 63')
Ida Diget (ind 85')
Sofia Hvidbak (ind 74')
Luna Lagerbon Bruun (ind 74')
Kampreferat: Emil Nielsen.
Fotos: Christian Midtgaard.