.jpeg)
.jpeg)
Lærke Tingleff vil drille topholdet fra Kolding
Lærke Tingleff byder til fodboldfest på fredag med godt vejr og lige så god fodbold, når B.93 skal forsøge at drille topholdet fra Kolding i Vanløse Idrætspark.
Fastholdelsen i Gjensidige Kvindeligaen synes desværre at se svær ud for B.93, efter at det blot er blevet til en enkelt sejr i Kvalifikationsligaen.
Det betyder dog langt fra, at der ikke er noget at spille om, lyder det fra midtbanespiller Lærke Tingleff. Faktisk er fokuspunktet frem mod kampen på Kolding IF det samme, som det har været i hele sæsonen.
Kolding IF har fået en flyvende start på oprykningsspillet og er i en favorabel position til at sikre sig endnu en sæson i Gjensidige Kvindeligaen, men det tager hverken modet eller troen fra Lærke Tingleff og resten af B.93-truppen.
Vi skal nemlig blot tilbage til oktober sidste år for at finde seneste B.93-sejr mod Kolding IF. Dengang vandt 93’erne meget overbevisende med 3-0, og det er slet ikke utænkeligt, at historien gentager sig på fredag, når vi spørger Lærke Tingleff.
Med to nederlag i træk ser oprykningen svær ud. Hvor ligger jeres fokus i resten af oprykningsspillet?
- Fokus ligger selvfølgelig på at gøre vores bedste for at udvikle på spillet og nogle af de nye relationer på holdet, hvilket også har været vores fokus hele sæsonen.
I første omgang gælder det Kolding IF på fredag. En modstander, I har mødt tre gange inden for bare ét år med nogle blandede resultater. Hvordan ser du styrkeforholdet mellem jer og Kolding IF?
- Jeg synes, at vi spiller en god kamp mod Kolding senest.
- Jeg vil mene, at vi har lidt forskellige spillestile, og de er meget effektive til deres formål, men jeg tror på, at vi kan slå dem på fredag, hvis vi holder os til vores styrker.
Hvad bliver opskriften til at få alle tre point mod Kolding IF?
- Opskriften bliver lidt det samme, som jeg nævnte tidligere.
- Vi har haft nogle kampe, hvor det er positivt, at vi skaber så mange chancer, så jeg glæder mig til at vi kommer tilbage på sporet.
Du er startet inde i de seneste to kampe, og senest fik du alle 90 minutter. Hvordan oplever du din egen kampform?
- Det tager jo tid at komme tilbage i kampform, når man har været skadet, men jeg føler, at jeg er godt på vej og bliver ved med at bygge på.
Og så lige her til sidst. Hvorfor skal man bruge sin fredag aften på at se B.93 i Vanløse Idrætspark?
- Man skal komme fredag, fordi det er pisse hyggeligt, det bliver godt vejr, og vi skal nok spille noget flot fodbold.
Skrevet af: Pelle Kirchner.
Foto: Tobias Kongsvang.