





Nicolaj Thomsen indstiller karrieren
Nicolaj Thomsen indstiller sin aktive fodboldkarriere. Han fortsætter i B.93 som Creative Lead med ansvar for at udvikle klubbens kreative retning – en rolle, han allerede har taget hul på.
Nicolaj Thomsen har besluttet at indstille sin aktive fodboldkarriere. Men det betyder heldigvis ikke et farvel til B.93, da han fortsætter i en ny rolle som Creative Lead i klubbens kommercielle afdeling. Han er allerede i løbet af efteråret 2025 trådt ind i rollen, og her skal han være med til at udvikle og styrke klubbens kreative retning.
Nicolaj kom til B.93 i september 2022 efter mere end 200 kampe i Superligaen, to danske mesterskaber og en pokaltitel. Han har også spillet i Ligue 1 og Eliteserien – og desuden opnået én A-landskamp og 32 ungdomslandskampe for Danmark.
Allerede i sin første sæson i B.93 spillede Nicolaj en afgørende rolle i, at B.93 rykkede op i 1. division for første gang i 18 år. I alt nåede han 94 kampe for B.93 med 18 mål og 9 assists til følge.
Nicolaj Thomsen udtaler
- Efter 15 år som professionel fodboldspiller bliver det mærkeligt ikke at trække i træningstøjet hver dag og være en del af omklædningsrummet.
- Det har været et privilegium at kunne leve det liv, og jeg kan se tilbage på mange store oplevelser, som jeg er meget stolt af at have været en del af.
- Som 32-årig kunne jeg vælge at fortsætte, men jeg har også mål og drømme udenfor fodboldbanen, som jeg har en stærk lyst til at forfølge og udleve. Derfor tager jeg beslutningen nu.
- B.93 har været det bedste klubvalg, jeg har taget i min spillerkarriere, og jeg er meget glad for muligheden for at fortsætte i klubben.
- Vi har som klub bevist, at vi kan skabe store ting med små midler - og jeg er overbevist om, at der er meget mere i vente for os.
Et gearskifte for klubben
Det overraskede mange, da Nicolaj Thomsen i 2022 valgte et skifte til 2. division og Østerbro Stadion. Det markerede samtidig et gearskifte for det nye B.93.
Christian Engell, adm. direktør i B.93 Copenhagen ApS, udtaler
- Dygtige fodboldspillere hjælper deres klub til at vinde kampe, men de største formår at rykke deres klub op i en ny liga – sportsligt, kulturelt og menneskeligt.
- Thomsen er én af de spillere. Vi kan ikke alene måle hans betydning for B.93 i mål, assists og kampe, selvom de også har været helt afgørende for os.
- Thomsen har været med til at flytte os fremad som klub, og han har en stor andel i, at vi står et stærkt sted i dag.
- Vi har som klub haft en tro på, at vi kan udrette noget særligt ved at være radikalt tro mod vores værdier og drive en fodboldklub, man har lyst til at være en del af.
- Vi er stolte af, at Nicolaj dengang kunne se, hvad vi ville med B.93 – og at han fortsat er fuldt ud investeret i klubben.
- Det er en stor katalysator for det, vi er ved at skabe på Østerbro. Derfor er vi meget glade for, at Nicolaj nu bruger sine evner på nye måder i B.93.
Ny rolle i en ny tid for B.93
Snart venter en retur til Østerbro Stadion efter halvandet år på midlertidige hjemmebaner. Klubben står derfor foran at skulle genskabe og udvikle på den markante opbakning, vi havde opbygget inden renoveringen af Østerbro Stadion.
Som Creative Lead bliver Nicolaj Thomsen en stor del af det arbejde.
- Det sidste halvandet år væk fra Østerbro har været hårdt for klubben, men samtidig har vi alle muligheder for sammen at skabe noget helt særligt, når vi snart vender hjem.
- B.93 er en klub fuld af ildsjæle, der hver uge dedikerer deres liv til, at de næste 90 minutter på Østerbro Stadion skal blive de bedste nogensinde.
- Min opgave bliver at bidrage til klubbens kreative arbejde med at samle byen om B.93 og vise, hvad en fodboldklub kan være for lokalmiljøet og som kulturinstitution.
- Samtidig med at vi bliver ved med at udfordre normerne i fodboldverdenen. Vi er allerede godt i gang, og jeg glæder mig til meget mere.
Til forårets første hjemmekamp på Østerbro Stadion vil der blive lavet en hyldest. Der vil blive meldt nærmere ud om dette i foråret.
Som en anerkendelse af Nicolaj Thomsens bidrag til klubben vil trøje nr. 27 også gå på pension. I den anledning har vi lavet et special edition Thomsen-tryk i et begrænset oplag på 27 stk., hvor Thomsens autograf er trykt som spillernavn på ryggen.
Brug rabatkoden ”#27” ved bestilling af en hvilken som helst spillertrøje for at få special edition-trykket på spillertrøjen. Tryk og fragt er gratis ved brug af rabatkoden. Tilbuddet gælder frem til og med søndag 7. december.
Find vores spillertrøjer i webshoppen på shop.b93.dk.
Foto: Christian Midtgaard og Jeppe Wermuth.




