Sikker sejr i Helsingør
Solid præstation ude mod FC Helsingør, hvor tre scoringer i anden halvleg sikrede de tre point.
Til søndagens kamp mod allerede nedrykkede Helsingør havde cheftræner Kim Engstrøm blandet kortene og givet nye navne som Gustav Højbjerg og Magnus Bøttker chancen fra start, mens mere etablerede navne som Iqbal, Thøgersen og Erenbjerg fik et velfortjent hvil på bænken.
Det var dog et B.93-mandskab, der fra kampens indledning satte sig solidt på spillet på kunstgræsbanen i Helsingør.
Men selv om kombinationerne i perioder flød fint, manglede der tempo og aggressivitet i angrebsspillet, så i første halvleg skabte vi ikke flere muligheder end to nærgående skudforsøg fra Fisnik Isaki.
Hjemmeholdet havde også et par gode muligheder, men var ellers ret harmløse, så 0-0 ved pausen var ganske rimeligt.
HUL PÅ BYLDEN I ANDEN HALVLEG
Fra anden halvlegs start lagde 93erne dog en helt anden energi i angrebsspillet. Og så gik der kun få minutter før Helsingørs tremandsforsvar kom i alvorlige problemer.
Efter flere gode 93-muligheder kom der hul på bylden efter tolv minutter. Magnus Bøttker fik kæmpet sig igennem på sin venstrefløj og sendte bolden skråt tilbage til en helt fri Nicolaj Thomsen, som sikkert sparkede bolden fladt over i det lange hjørne.
Otte minutter senere kulminerede et fint 93-angreb op gennem midten ved at Fisnik Isaki fik skubbet bolden videre til Osman Addo, der fladt udplacerede Hjalte Petersen i Helsingør-målet.
Med omkring et kvarter igen mistede 93erne kortvarigt grebet om kampen, hvilket medførte to gigantiske muligheder til først Rasmus Lindén og siden Monday Etim.
Heldigvis kunne ingen af dem ramme målet, og så kunne B.93 i stedet lukke og slukke i den anden ende fem minutter før tid, da Osman Addo serverede bolden for fødderne af indskiftede Jonathan Mathys, som helt fri midt for mål uden problemer gjorde det til 3-0.
På grundlag af en godkendt anden halvleg var 93-sejren fuldt fortjent, om end det hårdt prøvede hjemmehold godt kunne have fortjent en scoring eller to.
En alt i alt dejlig sæson, hvor det trods nogle bump på vejen lykkedes det unge og angrebslystne 93-hold at etablere sig i 1. division med god margen til nedrykningsstregen, nærmer sig dermed sin afslutning.
Det skal selvfølgelig fejres, og det bliver det på lørdag, når Hillerød kommer på besøg på Østerbro Stadion i sæsonens sidste kamp.
CHEFTRÆNER KIM ENGSTRØM UDTALER
- Vi er rigtig glade for vores sejr i dag.
- Vi kigger meget på at skulle levere gode præstationer. Når vi gør det, kommer der point.
- Vi har også det for øje at slutte godt at i foråret. Med en god sæsonafslutning kan vi forhåbentligt tage det godt med videre ind i den nye sæson. Så vi står endnu bedre rustet til den nye sæson.
- I dag havde vi igen skiftet lidt på holdet. Der var startdebut til Magnus Bøttker og Sebastian Kroner i NordicBet Ligaen. Der var i løbet af kampen comeback til både Mikkel Mouritz og Jonathan Mathys.
- Så det var meget glædeligt at se vi kunne levere som vi gjorde.
- En første halvleg, hvor spillet haltede lidt, men vi fik bedre styr på det hele i anden halvleg. Vi får lavet tre gode mål, så alt i alt en god sejr på udebane.
- Nu glæder vi os til at slutte sæsonen af hjemme på Østerbro Stadion foran de mange tilskuere, der har bakket os godt op igennem hele sæsonen. Igen i dag var det 93'erne vi kunne høre kampen igennem.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Følg klubben på X, Facebook, Instagram og YouTube.
Husk at abonnere på B.93's YouTube kanal, så får du notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer.
HOLDET PÅ BANEN
Michael Falkesgaard
Sebastian Kroner
Jacob Egeris
Emil Christensen
Gustav Højbjerg (ud 79')
Niels Morberg (ud 69')
Fisnik Isaki
Magnus Bøttker (ud 59')
Nicolaj Thomsen (ud 79')
Osman Addo
Sebastian Clemmensen (ud 69')
PÅ BÆNKEN
Gustav Andersen
Ryan Johnson Laursen
Daniel Thøgersen (ind 79')
Abdullah Iqbal
Mikkel Mouritz (ind 69')
Jonathan Mathys (ind 69')
Jeppe Erenbjerg (ind 59')
Ruben Minerba (ind 79')
Kampreferat: Mads Mazanti.
Fotos: Christian Midtgaard.