




Snævert nederlag i dramatisk pokalopgør
Freja Vestfred bragte B.93 foran 1-0 efter syv minutter, og Jennifer Einlykke bragte balance i regnskabet med sin 2-2 scoring 17 minutter før slutfløjtet.
Der var ikke et øje tørt, da solen stod højt på himlen over fodboldstadionnet i Vanløse. Hvilket sikkert kan tilskrives vores egen Luna Bruun, der fejrede sin 18 års fødselsdag i selskab med sine holdkammerater, onsdagens modstandere fra F.C. København og de fremmødte tilskuere til pokalbraget.
Vi startede også kampen med manér. Efter blot syv minutter fik vi vendt spillet fra kant til kant, og det sendte Freja Vestfred i en 1 mod 1 mod FCK's målvogter. Hun prikkede den køligt ind til 1-0 og sikrede os en drømmestart på anden runde af pokalturneringen.
Herfra bølgede spillet frem og tilbage, men Vestfreds føringsmål stod alene på måltavlen næsten hele første halvleg. Tre minutter før pausen blev vi dog for passive på et indlæg i feltet, og det kostede os dyrt. FCK’s Josephine Lech udnyttede forvirringen og sørgede for pausestillingen 1-1.
Efter pausen kom der for alvor gang i målfyrværkeriet, og lidt for meget spænding for pengene. Det var desværre gæsterne, der først slog til. Efter knap 70 minutter var Lech på pletten igen, da vi ikke får clearet en bold ordentligt, og hun sender FCK i front for første gang i kampen.
Men vi svarede hurtigt igen. En dyb bold blev sendt afsted til Melkorka Jónsdóttir, der kom alene med keeperen og fik afsluttet. Jennifer "Joe" Einlykke var hurtigst over returen og sendte bolden i nettet til 2-2.
Dermed var spændingen tilbage, og alt pegede mod en dramatisk afslutning. Men i stedet for forlænget spilletid blev det desværre endnu en gang F.C. København, der slog til. På et hjørnespark så vi uafstemte ud i organiseringen i forsvaret, og Julie Nowak headede gæsterne på 2-3 med otte minutter igen.
B.93 kastede alt frem i jagten på en udligning.
I det 88. minut fik vi endda en gylden mulighed, da hurtige Freja Vestfred kom alene med keeperen. Inden afslutningen kunne falde, blev FCK'eren Sunneva Sigurvinsdóttir dog nødt til at hive i den professionelle nødbremse. Hun fik fortjent rødt kort, men vi måtte desværre nøjes med et frispark uden scoring.
I slutfasen opstod der endnu en stor mulighed, hvor Emilie Zeeberg var lige ved at prikke bolden ind over stregen efter et hjørnespark, men marginalerne var ikke med os. Dermed blev '93-comebacket kun lige ved og næsten, og F.C. København avancerede videre i pokalturneringen.
Cheftræner Christian Falk udtaler
- Jeg synes, vi leverer en god præstation og lægger en flot arbejdsindsats for dagen. Spillerne er top koncentrerede, følger gameplanen og viser, at vi vil ud og vinde fodboldkampen.
- Vi har perioder, hvor vi sidder tungt på spillet og presser dem i bund, og andre momenter hvor vi står lavere. Det var en del af planen, og vi forsvarede os rigtig godt i de perioder.
- Især i de første 75 minutter gør vi det stærkt, og det er fedt at se, at vi går ud, scorer mål og viser initiativ fra første fløjt.
- Til sidst bliver vi lidt møre, og der kunne vi godt se, at FCK havde mere bredde, end vi har. De har et større spillerbudget, mens vi stiller med et ungt hold, men alligevel skal vores spillere have stor cadeau for den arbejdssomhed og kampånd, de viste i kampen.
- Jeg synes, at vi har lært meget af kampen. De unge såvel som de mere rutinerede har taget ansvar. Hele opgøret summede af pokalbold, og med lidt mere held kunne vi snildt have fået uafgjort i ordinær spilletid.
- Men nu handler det om at tage de gode ting med videre og tilbage på træningsbanen og glæde sig til næste opgave mod Østerbro IF, hvor vi skal jagte en sejr og fortsat gå efter en top fire placering i ligaen.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Følg klubben på Linkedin og Instagram.
Husk også at abonnere på B.93's YouTube kanal, så du får notifikationer, når der er nye B.93 TV-videoer. Fra pokal-kampen mod FCK kan du se kvinderne, der sparker på kassen og er top-klar inden kampstart, Signe Munk, der ser skarp ud under opvarmningen og stadionspeaker Lloyd Slumstrup, der lancerer en fem minutters kampagne med alt i boderne til 18 kr., da det er Luna Bruuns 18-års fødselsdag.
Holdet på banen
Signe Munk
Alexandra Holse (ud 70')
Emilie Ramskov
Cathrine Buccat
Ida Diget
Luna Bruun (ud 66')
Freja Abildå (ud 70')
Frederikke Krongaard (ind 75')
Freja Vestfred
Jazmin Issa (ud 66')
Jennifer Einlykke
På bænken
Alma Meier
Emilie Zeeberg (ind 75')
Clara Stenbæk (ind 70')
Emma Holmskov (ind 66')
Ella Vintersbølle (ind 70')
Melkorka Jónsdóttir (ind 66')
Kampreferat: Alexander Wøhlk.
Fotos: Tobias Kongsvang.