Kamp
Referat

B.93 – Kolding IF
Kolding IF — B.93

Fuld tid

0-1 Nicolaj Thomsen (47')
1-0
0-1
Tre på stribe: B.93 sejrer i Kolding

Tre på stribe: B.93 sejrer i Kolding

B.93 tog tirsdag aften alle tre point med hjem til Østerbro, da man i sne, slud og blæst vandt 1-0 over Kolding IF på Autocentralen Park.

Resultat: 1-0
Spillested:
Autocentralen Park
Dato:
5/12/2023
Tilskuertal:
1.141

Det holdt hårdt for B.93 i den udsatte kamp i Kolding, der samtidig var kalenderårets sidste i NordicBet Ligaen. Men det lykkedes lige akkurat at kæmpe, krige og heade en yderst vigtig 1-0-sejr hjem på den anden side af Lillebælt. Denne gang var det profilen Nicolaj Thomsen, der blev matchvinder.

Umiddelbart virkede hjemmeholdet mest interesserede i at skabe kampen fra start, selv om vejrliget var mere til varm chokolade, en pind i pejsen og et slumretæppe end udendørs fodbold.

Efter 12 minutter testede Poul Ngongo så Michael Falkesgaard første gang, og efter 20 minutter lagde Albert Nørager op til Mathias Kristensen, hvis hovedstød dog blev mesterligt klaret af målmand Falkesgaard.

I mellemtiden havde Daniel Thøgersen haft alle tiders chance for at åbne sin B.93-målkonto, men det mislykkede indlæg (?) endte lige akkurat ikke med en scoring.

Det gjorde det utroligt nok heller ikke efter en halv time, da Koldings Jacob Vetter pludselig var helt fri på selve mållinjen efter et hjørnespark, men på en eller anden måde fik han skovlet bolden over målet, og B.93’erne slap nok engang med skrækken.

Herefter fik Jacob Egeris og Osvald Søe stabiliseret midterforsvaret, og lige dele slud, regn, blæst og anden form for ubestemmelig nedbør forhindrede yderligere målchancer, inden dommer Frederik Svendsen fløjtede til pause, så de hårdt prøvede aktører kunne få lidt varmt til ganen og noget tørt tøj på.

Den flyvende Nicolaj Thomsen

Det bekom tydeligvis B.93-spillerne vel, for efter blot halvandet minuts spil af anden halvleg kombinerede Jeppe Erenbjerg og Nicolaj Thomsen på fornemste vis til det, der skulle vise sig at være kampens eneste scoring. Og hvilken en!

Et kælent indlæg med venstrepoten fra Erenbjerg blev headet perfekt og præcist i netmaskerne af en flyvende Thomsen, som dermed kom på måltavlen for blot anden gang i denne sæson, og for første gang siden hans træffer i 7-1-storsejren over HB Køge 11. august.

Herefter dedikerede gæsterne sig nok engang til forsvarets ædle kunst, og man må sige, at den manøvre lykkedes til fulde. Der blev lukket godt af, så Kolding trods overvægt i boldbesiddelse ikke formåede at skabe de helt åbne chancer, som dem man havde set i første halvleg.

Og dog, for efter 81 minutter var det tæt på, at Albert Nørager havde flugtet bolden forbi Falkesgaard, men Michael Falkesgaard diskede op med en fornem parade, så 1-0-føringen til gæsterne stadig stod.

Man anede, hvor det bar henad fire minutter senere, da Mathias Kristensen modtog bolden med ryggen mod mål, vendte rundt og sparkede på mål fra kanten af feltet, men bolden besluttede sig for at ramme stolpen, selv om en fastfrosset Falkesgaard havde været chanceløs, hvis den var trillet ind på den anden side af opstanderen.

Det var en af den slags aftner for Kolding, hvor kuglen bare ikke ville i kassen, men en stor del af æren for det skal naturligvis også tilskrives vinderne (som jo altid har ret i fodbold …).

De stred, slæbte, krigede og kæmpede det bedste de havde lært for at holde fast i de tre lune point. I øvrigt i anfører Mikkel Mouritz’ jubilæumskamp nr. 200. Og det lykkedes til sidst, da dommer Svendsen fløjtede for sidste gang i 2023.

Således blev det tre på stribe til B.93, som nu kan overvintre på 20 point, hvilket er behagelige ni point over nedrykningsstregen.

Nu venter et velfortjent hvil, inden forårssæsonen skydes i gang omkring 25. februar 2024. God jul og godt nytår til spillerne og staben, som efter en svær periode sluttede efteråret fornemt af med tre meriterende sejre!

Cheftræner Kim Engstrøm udtaler

- Det var i dag på ingen måder nogen god præstation på bolden. Vi fik aldrig sat vores spil godt nok sammen over de 90 minutter. Men i dag viste vi kynisme på meget højt niveau.

- Vi scorer et rigtig flot mål, hvor vi rammer Kolding, som vi havde snakket om inden kampen. Thomsen dukker flot op i feltet og dirigerer bolden i mål med hovedet, hvilket vi så flere gange sidste efterår i 2. division.

- Efter scoringen stod vi stærkt imod defensivt. Kolding er et fysisk stærkt hold, der slår mange indlæg. Dem fik vi afvist mange af. Vi fik blokeret flere afslutninger fra kanten af feltet, og så tog Falkesgaard sig ellers meget stærkt af de sidste afslutninger i samarbejde med stolperne.

- Der blev i dag forsvaret med hjertet af alle spillere. Vi har fået skabt en kultur på holdet, hvor man vil ofre sig i hver eneste situation for at modstanderen ikke skal score.

- Vi har nu gjort rent bord de sidste tre kampe med ni point, med tre clean sheets så vi går en rigtig god og velfortjent vinterpause i møde. Vi kommer til at arbejde hårdt i januar og februar måned, så vi står skarpt til de sidste 4 grundspilskampe, inden vi gør status på grundspillet.

- Et kæmpe tillykke til vores anfører Mikkel Mouritz, der i dag spillede kamp nr. 200. Det er en stor bedrift i dagens fodbold, hvor mange spillere oftere og oftere skifter rundt mellem klubberne.

B.93 PÅ SOCIALE MEDIER

Husk du kan følge klubben på X, Facebook, Instagram og YouTube, hvor du altid finder masser af livedækning, B.93 TV og behind-the-scenes fra kampene.

HOLDET PÅ BANEN

Michael Falkesgaard

Emil Møller
Osvald Gabriel Søe
Jacob Egeris
Daniel Thøgersen

Mikkel Mouritz (ud 90+2')
Andreas Heimer (ud 90+2')

Jeppe Erenbjerg
Nicolaj Thomsen (ud 88')
Ahmed Daghim (ud 70')

Tammer Bany (ud 88')

På bænken

Aris Vaporakis
Niels Morberg (ind 70')
Jonathan Mathys
Tobias Blidegn
Sebastian Kroner (ind 90+2')
Fisnik Isaki
Sebastian Clemmensen (ind 88')
Ruben Minerba (ind 90+2')
Emil Christensen (ind 88')

Kampreferat: Henrik Hvillum.
Fotos: Christian Midtgaard.