Kamp
Referat

B.93 – HB Køge
HB Køge — B.93

Fuld tid

1-0 Nicolaj Thomsen (23'); 1-1 Erkan Semovski (24'); 2-1 Nicolaj Thomsen (54'); 3-1 Jeppe Erenbjerg (straffe, 57')
3-1
1-3
Skøn sejr i tågen i Vanløse

Skøn sejr i tågen i Vanløse

Fortjent sejr med Nicolaj Thomsen i rollen som dobbelt målscorer og Jeppe Erenbjerg med en straffesparksscoring til 3-1.

Resultat: 3-1
Spillested:
Vanløse Idrætspark
Dato:
2/3/2024
Tilskuertal:
939

Vanløse Idrætspark dannede lørdag igen ramme om forårssæsonens anden ”hjemmekamp”, denne gang mod HB Køge. Det normalt så tilforladelige villakvarter omkring stadion var indhyllet i tåge i en sådan grad, at det syntes omdannet til kulisserne til en gyserfilm fra 1800-tallets London.

Tågen lod dog ikke til at genere B.93, der med kvikkere og mere opfindsomt kombinationsspil end i sidste lørdags nulløsning mod Næstved etablerede et klart spilovertag i kampens indledning. Nicklas Pedersens Køge-tropper havde tydeligvis ikke glemt 1-7-snitteren fra august og pakkede sig respektfuldt foran eget felt.

En meget aktiv Jeppe Erenbjerg var tæt på med en afslutning med bud efter det lange hjørne, men vi skulle hen til midten af halvlegen, før den første scoring faldt:

Mikkel Mouritz sparkede hjørne fra højre, Sebastian Clemmensen forlængede bolden ved forreste stolpe, og så var Nicolaj Thomsen på pletten ved bageste med en lang tå. Dødbolde har ellers ikke været en 93-specialitet, så det var herligt at se en indøvet variant give pote.

Men ak, føringen holdt kun ét minut. For da bolden blev givet op, endte den med at blive spillet tilbage til Falkesgaard, der foran egen målstreg kiksede en førsteberøring, så gæsternes Erkan Semovski kunne tackle udligningen i mål.

Ikke så lidt af en kold spand vand i hovedet på 93'erne, der mistede lidt af grebet om spillet i de efterfølgende minutter.

De sort-blå sydsjællændere har flere udmærkede boldspillere i truppen, og da de mod slutningen af halvlegen begyndte at få gang i kombinationerne, var de ikke ufarlige. Falkesgaard diskede op med en fin fodparade i halvlegens overtid, så 1-1 stod sig til pausen.

Kampbilledet var det samme i anden halvlegs indledning: Køge med et lille overtag og det mest målsøgende spil. Men så kom de tre gyldne minutter, der tippede kampen til 93ernes fordel.

Kim Engstrøms tropper fik gang i kombinationsspillet og på kampens bedste angreb fik B.93 trevlet gæsternes venstre forsvarsside op med en ubrudt række af førstegangsafleveringer. Angrebet kulminerede med en flad tværaflevering til forreste stolpe fra Emil Møller, og minsandten om ikke Thomsen var på pletten igen tæt under mål. 2-1!

Denne gang fik Køge ikke svaret hurtigt igen, tværtimod: Hårdtarbejdende Sebastian Clemmensen kom først på en lidt løs aflevering i gæsternes bagkæde og blev fældet i feltet. Straffespark, som Jeppe Erenbjerg stensikkert sparkede ind til venstre for målmanden.

Med rygstødet fra de to scoringer inden for tre minutter tog B.93 fuldstændig initiativet fra Køge og blev nu atter det toneangivende hold. Det kastede ganske vist ikke mange helt åbne målchancer af sig (Daniel Thøgersen fik den bedste mulighed med et skud fra kanten af feltet), men med 3-1-føringen i ryggen gjorde det heller ikke så meget.

Rutinerede Mike Jensen kunne have indgydt nyt mod i sine unge kolleger, hvis hans flade skud ikke havde sneget sig forbi fjerneste stolpe.

Men i stedet kunne 93erne spille sig ud af de fleste vanskeligheder. Først i overtiden fik Køge for alvor lagt pres på os, men da gjorde Falkesgaard skaden god igen ved at hive en imponerende refleksredning ud af ærmet på et hovedstød fra nært hold.

3-1 holdt tiden ud. En yderst vigtig sejr, der bringer B.93 på betryggende afstand af divisionens bund.

Nicolaj Thomsen blev selvfølgelig kampafgørende med sine to mål, men hele holdet skal roses for at løfte sig spillemæssigt efter den vanskelige sæsondebut mod Næstved. Især var det dejligt at se Emil Møller spille en flot kamp på højre back-pladsen, og unge Osvald Søe viste sig værdig til sin plads i startopstillingen med en mere end godkendt indsats i midterforsvaret.

Bemærk, at fredagens udekamp mod Hobro IK vises på storskærm på Slottet ved et arrangement, som B.93 Fanklub står bag. Alle er hjerteligt velkomne. Hvis I da ikke tager turen til Hobro.

Cheftræner Kim Engstrøm udtaler

- Det var dejligt at få givet vores fantastiske fanskare endnu en sejr at lune sig på.

- Vi kommer rigtig godt ud til kampen i dag. Vi får trykket HB Køge med vores høje aggressive pres, og ikke mindst vores hurtige boldomgang, der i dag var langt bedre end mod Næstved sidste weekend.

- Banen i dag var heldigvis lidt fugtig, hvilket gjorde vi kunne spille i højere tempo. Vi sidder rigtig godt på spillet i store perioder af første halvleg ogfår fortjent scoret til 1-0.

- Efter scoringen bliver det for rodet fra vores side, Falkes fejl til 1-1 gør at HB Køge får lidt oprejsning og får tro på tingene.

Vi får justeret i pausen, så vi får nogle bedre positioner offensivt i anden halvleg. De to mål til 2-1 og 3-1, der kommer hurtigt efter hinanden gør selvfølgelig at vi får kampen endnu bedre under kontrol.

- Til sidst får vi arbejdet sejren hjem efter en god præstation af hele holdet og staben omkring. Vi er meget tilfredse med vores indledning på foråret.

- Vi fortsætter de gode takter fra efteråret og er lige nu ubesejret i de seneste fem kampe og med 13 point på kontoen.

Nu ser vi frem til Hobro på en svær udebane fredag, inden vi glæder os til at komme tilbage på Østerbro Stadion imod Horsens.

B.93 på sociale medier

Husk du kan følge klubben på X, Facebook, Instagram og YouTube, hvor du altid finder masser af live dækning, B.93 TV og behind-the-scenes dækning af kampene.

På YouTube kan du eksempelvis se post-match interview med Jeppe Erenbjerg og cheftræner Kim Engstrøm, interview i pausen med transitions- og assistenttræner Kasper Lorentzen og pre-match interview med Kim Engstrøm.

Vi har også behind-the-scenes skud af alle mål: Se Nicolaj Thomsens 1-0 mål efter en hjørnesparkskombination, samme Thomsens frække 2-1 scoring efter fremragende forarbejde af Ahmed Daghim og Emil Møller og Jeppe Erenbjergs stensikre straffesparkskasse til 3-1.

Hertil en række chancer som for eksempel Sebastian Clemmensen skud uden for feltet efter et godt angreb i 1. halvleg, Thomsen der finder Daghim som næsten kommer fri i feltet og god stemning på lægterne under og efter kampen.

Find selv mange flere og husk at abonnere på B.93's YouTube kanal, så får du notifikationer når der er nye B.93 TV videoer.

HOLDET PÅ BANEN

Michael Falkesgaard

Emil Møller
Osvald Gabriel Søe
Abdullah Iqbal
Daniel Thøgersen (ud 88')

Niels Morberg (ud 88')
Mikkel Mouritz

Jeppe Erenbjerg
Nicolaj Thomsen (ud 75')
Ahmed Daghim (ud 75')

Sebastian Clemmensen (ud 93')

PÅ BÆNKEN

Aris Vaporakis
Jonathan Mathys (ind 93')
Tobias Blidegn (ind 75')
Fisnik Isaki (ind 75')
Andreas Heimer (ind 88')
Gustav Højbjerg
Osman Addo
Emil Christensen (ind 88')
Thomas Basbøll Nielsen

Kampreferat: Mads Mazanti.
Fotos: Christian Midtgaard.