Kamp
Referat

B.93 – Sundby Bk.
Sundby Bk. — B.93

Fuld tid

1-0 Amalie Littau (7'); 1-1 Rebeka Winther (66')
1-1
1-1
Skuffende præstation i Kløvermarken

Skuffende præstation i Kløvermarken

93'erne måtte tage til takke med det ene point, da de lørdag eftermiddag spillede uafgjort med Sundby Boldklub i Kløvermarken.

Resultat: 1-1
Spillested:
Kløvermarkens Idrætsanlæg
Dato:
9/9/2023
Tilskuertal:
Ikke oplyst

Lørdag 9. september troppede B.93'erne, sprængfyldt med selvtillid, op i Kløvermarken, hvor dagens værter, Sundby Boldklub, bød velkommen til i femte runde af Kvinde 1. Division.

De forgangne fire runder havde, for Østerbro-holdet, alle samme udfald - en sejr og tre point til B.93. Amagerkanerne, fra Sundby, var derimod stadig på udkig efter sæsonens første sejr. Ét enkelt point, i deres fire første sæsonkampe, var det blevet til for de københavnske øboere.

Der var derfor lagt op til en vaskeægte top-mod-bund-kamp på denne solbeskinnede lørdag eftermiddag i det nordlige Amager.

SKRÆKSTART I KLØVERMARKEN

Godt og vel var kampen sparket igang, da hjemmeholdet tilegnede sig et hjørnespark i kampens syvende minut. Sundbys Michella Østergaard skulle tage sig af det, og i B.93-feltet fandt hun holdkammerat Amalie Littau, som gjorde det onde imod gæsterne. 1-0 og en skrækkelig start for 93'erne, som derefter måtte jagte udligningen.

Det resterende af halvlegen var ikke meget værd at skrive hjem om, og holdene kunne dermed gå til pause med en 1-0-føring til værterne.

Udligningen skulle jages, og cheftræner Rasmus Good havde foretaget en enkelt ændring i pausen. Sofie Thrige, der i sidste weekend spillede sin 60. kamp for B.93, kom ind på sin vante plads på backen i stedet for Doha Bouraba.

BEDRE MED I ANDEN HALVLEG

B.93 fik i anden halvleg så småt bedre styr på spillet, som halvlegen skred frem, men udligningen udeblev fortsat.

I kampens 60. minut skulle der derfor tænkes nyt, og Helena Pedersen erstattede Mille Bech på midtbanen, mens Jazmin Issa blev skiftet ind på kanten i stedet for Frederikke Benfeldt.

Efter de to indskiftninger skulle der blot gå seks minutter yderligere af kampen, før 93'erne endelig kunne juble.

Frontangriberen, Rebeka Winther, fandt vejen til netmaskerne, som der efterhånden er blevet en selvfølge, og udligningen til 1-1 var en realitet. Det var ligeledes Rebekas syvende (!) mål i sæsonen, og det er samtidig femte kamp i streg, hun kommer på tavlen. Dette placerer desuden Rebeka Winther på toppen af topscorerlisten.

Kampen begyndte så småt at lakke mod enden, og da ingen af holdene stadig ikke havde formået finde føringsmålet, da vi nærmede os dommerens tillægstid, begyndte det at ligne en pointdeling i Kløvermarken.

Kampens dommer, Jihad Ezat, tog fløjten til munden - straffespark til Sundby. Hjemmeholdets Michella Østergaard, der i starten af kampen stod for assisten til Amalie Littaus føringsmål, påtog sig skytterollen fra 11-meter-pletten.

Til stor lettelse for gæsterne formåede Østergaard ikke at udnytte den gyldne mulighed i de døende minutter, og mere blev det ikke til, da dommer Jihad Ezat et par minutter efter blæste i fløjten for sidste gang, og begge mandskaber måtte således tage til takke med et enkelt point hver.

Næste opgave venter allerede onsdag 13. september, når B.93 kl. 17.30 tager hul på deres pokalkampagne i Gjensidige Kvindepokalen. 93'erne gæster Fredensborg BI på Fredensborg Stadion.

Og så går det for alvor løs lørdag 16. september kl. 14.00, når Odense Q gæster Svanemølleanlægget i et sandt topopgør.

Cheftræner Rasmus Good udtaler

- Det var bare ikke godt nok. Vi sjusker med tingene fra start og overholder meget få af de aftaler, vi har. Vi spiller med stor arrogance, som derefter bliver til sløsethed.

- Vi lukker et mål ind tidligt på et hjørnespark, og så ved vi, at Sundby prøver at spille til nul derefter, så vi sætter os selv i en rigtig svær position og håndterer ikke kampen godt følelsesmæssigt.

- Fra anden halvleg begynder tingene at blive mere acceptable, vi ligner os selv mere, og vi spiller med kortere afstande, træffer bedre beslutninger og begynder egentlig bare at spille efter gameplanen.

- Da vi ikke scorer føringsmålet, så går vi lidt i panik, og kampens afslutning var eksplosiv med kæmpe chancer til begge hold.

- Vi forventer meget mere af os selv som hold og på individuelle præstationer, og der må vi bare sige, at det ikke var godt nok.

- Så nu har vi noget vi skal have sat på plads imod Fredensborg i pokalen på onsdag, hvor der nok er en del aggression, som skal have afløb og så igen imod OB, som vi forærede førstepladsen i dag.

FØLG KLUBBEN PÅ SOCIALE MEDIER

Husk du også kan følge klubben på Twitter, Facebook og Instagram.

HOLDET PÅ BANEN

Astrid Husemoen

Lúcia Leila Moçambique
Olivia Bergmann
Maria Slott
Doha Bouraba (ud 45')

Filippa Høgild
Phiona Nabbumba
Mille Bech (ud 60')

Frederikke Benfeldt Sørensen (ud 60')
Rebeka Winther
Freja Marie Pedersen (ud 80')

PÅ BÆNKEN

Sofie Thrige Andersen (ind 45')
Helena Pedersen (ind 60')
Jazmin Issa (ind 60')
Clara Prebensen (ind 80')

Kampreferat: Frederik Knygberg.
Fotos: Christian Midtgaard.