Kamp
Referat

B.93 – AaB
AaB — B.93

Fuld tid

1-0 Melker Widell (29'); 1-1 Tammer Bany (71'); 2-1 Nicklas Helenius (straffe, 85')
1-2
2-1
Snævert nederlag til AaB

Snævert nederlag til AaB

Cheftræner Kim Engstrøm er stolt over præstationen og ærgrer sig samtidig over at vi måtte gå fra banen uden point på Aalborg Portland Park.

Resultat: 1-2
Spillested:
Aalborg Portland Park
Dato:
22/10/2023
Tilskuertal:
7.769

Efter to ugers landsholdspause var 93’erne endelig tilbage i aktion igen, da de søndag gæstede Superliga-nedrykkerne AaB på Aalborg Portland Park.

Seneste møde faldt tilbage i sæsonpremieren, hvor et fuldt pakket Østerbro Stadion var klædt op til fest. Hjemmeholdet viste sig da også godt frem foran de mange tilskuere i B.93’s gensyn med den næstbedste række, men AaB fik dog også vist, hvorfor de betragtes som klare favoritter til at rykke op i Superligaen på ny.

Cheftræner Engstrøm og spillertruppen havde udnyttet landsholdspausen til at vedligeholde formen med en træningskamp i Tingbjerg Idrætspark, hvor Allsvenskan-mandskabet Mjällby AIF havde taget turen over sundet.

En svær kamp mod en dygtig modstander, og til trods for at det endte med et snævert nederlag til svenskerne, der kynisk scorede på to dødboldsituationer, var det Østerbro-mandskabet, som i store dele af kampen viste sig bedst frem.

GODKENDT FØRSTE HALVLEG PÅ SJASKVÅDE AALBORG PORTLAND PARK

Tammer Bany, der også scorede føringsmålet imod Mjällby AIF, havde i dagens kamp fundet vej til start 93'eren for første gang siden udekampen imod Hillerød Fodbold 15. september. Blot fire minutter efter dommerens startfløjt stod samme Bany da også for kampens første farlige chance.

Efter at have modtaget bolden op i banen, drev han kuglen ud mod venstre side af hjemmeholdets felt, inden han med et fladt hug sendte bolden mellem benene på AaB’s Rasmus Thelander. Skuddet sneg sig da også over imod det lange hjørne, men Josip Posavec var vågen og parerede bolden til hjørnespark.

Gæsterne kom da også godt fra start, både målt på boldbesiddelse og chancer, de første tyve minutters tid af eftermiddagens kamp på det sjaskvåde Aalborg Portland Park, hvor regnen havde stået ned det meste af eftermiddagen.

De bolchestribede værter tog dog, så småt som kampen skred frem, mere og mere af overtaget i kampen. Og da Melker Widell modtog bolden én meters penge uden for B.93-feltet, var det da også fortjent, at han med en flot inderside placerede kuglen til venstre for en chanceløs Michael Falkesgaard. 1-0.

Aalborgenserne fik momentum efter føringsmålet, som de benyttede til at lægge et større pres på gæsternes felt, men en solid forsvarskæde, i dagens anledning anført af Jacob Egeris, der havde fået anførerrollen i dagens kamp, stod solidt forsvarsmæssigt og afværgede på fin vis AaB’s gentagne angrebsforsøg.

41 minutter inde i kampen, var Østerbro-holdet igen ved at bide fra sig. Denne gang trak Jeppe Erenbjerg fra højresiden af ind i banen, og med et snedigt hug var han kun marginaler fra at overliste Posavec, der med det yderste af fingerspidserne afværgede til endnu et hjørnespark.

Yderligere blev det ikke til de første 45 minutter af eftermiddagens opgør, og så kunne holdene gå til pause med hjemmeholdet i føring. En godkendt første halvleg, hvor B.93 havde flere gode perioder undervejs.

VELSPILLENDE BANY SENDER B.93 I EUFORI

De aalborgensiske værter kom bedst fra start i anden halvleg og fik straks lagt et solidt pres på B.93-feltet. Først var det Diego Caballo, der i midten af feltet tog bolden til sig, inden han sendte en flad inderside direkte på den ene opstander. 93’erne slap med den umiddelbare skræk.

AaB’erne fortsatte presset og Malthe Højholt fik ligeledes trykket af kort tid efter. Michael Falkesgaard var dog årvågen i nettet og afværgede skuddet med en flot parade.

Farligere blev det ikke i denne omgang, og Byens Ægte Hold fik spillet sig mere ind i kampen, som anden halvleg tog fart. B.93’erne fik langsomt spillet sig tættere på AaB-feltet og fik med overskud trykket aalborgenserne længere tilbage mod eget mål.

Det var da bestemt heller ikke tilfældigt, da Daniel Thøgersen kom susende op langs venstefløjen og med et knivskarpt indlæg fandt Tammer Bany i midten af hjemmeholdets felt.

Bany lossede resolut til kuglen, der fløj direkte ind højre side af målnettet, og så var der ren eufori blandt udeholdet der skyndte sig ud for at fejre scoringen sammen med de trofaste 93’ere bag målet, som havde taget den lange tur til det nordjyske.

Efter udligningen blev kampen noget mere jævnbyrdig, men Antonio Bustamante, som var skiftet ind til fordel for B.93-målscorer Tammer Bany, var hamrende tæt på at sende gæsterne i front ti minutters tid efter 1-1-scoringen.

Jeppe Erenbjerg, der ude fra højrefløjen på elegant vis vendte på Malthe Højholt og fik driblet sig ind i gæsternes felt, fandt med en flad aflevering Antonio Bustamante på kanten af det lille felt.

Bustamante trykkede af med en vaskeægte tåhyler, som den hollandske midtstopper Lars Kramer heroisk fik kastet sig ind foran, inden AaB’erne med nød og næppe kunne cleare bolden ud ad kommunen.

VÅD KLUD I ANSIGTET

Nordjyderne skruede op for intensiteten mod slutningen af kampen og tog overtaget i kampen efter den kortvarige forskrækkelse.

I kampens 84. minut var det således også de rød-hvide nordjydere, som fik spillet sig gennem B.93'ernes forsvarskæde.

Malthe Højholt, der kort forinden var blevet tørret af Jeppe Erenbjerg, fandt med en snu aflevering en fri Nicklas Helenius, der havde fundet et hul bag Daniel Thøgersen og Abdullah Iqbal. Sidstnævnte fik på uheldigvis spændt ben for Aalborg-angriberen. Straffespark til AaB.

Helenius, der havde tilspillet sig straffesparket, påtog sig ligeledes ansvaret for at sparke fra 11-meter-pletten. Det gjorde han på sikker vis og med en tør inderside, bragte han hjemmeholdet i front på ny.

Gæsterne måtte op på hesten igen. Det var da også 93'erne, der straks fik lagt et pres på hjemmeholdets felt efter Helenius' udligning.

Kim Engstrøm brugte også sine sidste taktiske dispositioner fra sidelinjen hen mod slutningen af kampen, først med en dobbeltindskiftning af Sebastian Clemmensen og Sebastian Kroner, inden Jonathan Mathys blev sat i spil i overtiden.

Det blev netop indskiftede Clemmensen, som blev farligste mand til sidst i kampen.

Fem minutter havde kampens dommer, Jacob Rasmussen, lagt til kampen, og i det fjerde af de fem minutter, var det assistmager Daniel Thøgersen, der med endnu et fremragende indlæg fandt Clemmensen, som kom forrest på bolden, men halvflugteren manglede den sidste præcision, og kuglen strøg en halv meters penge hen over AaB-kassen.

Mere blev det ikke til, og Jacob Rasmussen blæste for sidste gang i fløjten, hvor 93’erne ikke var langt fra at tage et enkelt point med hjem fra NordicBet Ligaens førerhold.

Cheftræner Kim Engstrøm udtaler

- Det var i dag nøjagtig tre måneder siden vi sidst spillede imod AaB i første runde i NordicBet Ligaen, i en kamp hvor mange af vores spillere prøvede kræfter med NordicBet Ligaen for første gang.

- Den kamp spillede vi okay lige op med AaB i 60 minutter, men dog med klart boldovertag til dem. De var skarpe og kyniske, og vandt fortjent 0-3 på Østerbro.

- I dag her tre måneder senere, med 12 kampes erfaring mere til os, formår vi på udebane i Aalborg at spille fuldstændigt lige op med AaB over alle 96 minutter. En kamp der nærmest er fuldstændig lige på alle parametre: Boldbesiddelse, generelle afslutninger, afslutninger inden for rammen osv.

- Vi står imod det tryk AaB kommer med kampen igennem, selv i de svære perioder hvor AaB får længere faser på bolden bliver de aldrig rigtig farlige.

- Vi spiller kampen igennem meget klogt, med mod til at gå op og trykke dem i perioder med et højt aggressivt pres. Vi er stærke som hold når vi forsvarer lavt, men kompakt. AaB får aldrig skabt de helt store chancer i kampen.

- Vi viser kampen igennem stort mod til at spille vores spil på bolden, hvor AaB har svært ved at tage den fra os. Vi laver et super flot mål ved Tammer Bany. Og vi kan rent faktisk bringe os foran 1-2 med små 10 minutter igen af kampen, hvor Antonio skal score.

- Jeg er meget stolt af den præstation, vi viser som hold i dag på udebane i Aalborg. Vi har hele tiden vidst, at desto flere kampe vi fik i denne række, jo bedre stærkere ville vi blive.

- Det vidnede præstationen klart om i dag. Den kan nærmest beskrives som vores bedste præstation i sæsonen med en helstøbt indsats af alle.

Vi tager fra Aalborg med en rigtigt god og flot præstation. Desværre uden point, men helt klart med en god fornemmelse om at kan vi holde dette niveau i alle kampe, så ligger der point og venter til os.

- Vi glæder os til at være tilbage på Østerbro Stadion igen på fredag, hvor vi igen skal toppræstere mod endnu en oprykningsfavorit.

SE B.93 TV FRA KAMPEN

Se post-match interview med Jacob Egeris, spillerne der løber på banen i den spritnye 3. trøje og hyldesten fra de medrejsende trofaste B.93 fans efter kampen.

Du kan som altid se meget mere indhold fra B.93 TV på vores YouTube-kanal. Husk at abonnere, så du får notifikationer når der kommet nye B.93 TV indslag. Vi producerer løbende nyt indhold.

Du kan også følge klubben på Twitter, Facebook og Instagram. Vi dækker kampene live på Twitter og med Instagram stories.

Holdet på banen

Michael Falkesgaard

Emil Møller (ud 88')
Abdullah Iqbal
Jacob Egeris
Daniel Thøgersen

Andreas Heimer (ud 91')
Niels Morberg (ud 88')

Jeppe Erenbjerg
Nicolaj Thomsen
Ahmed Daghim (ud 78')

Tammer Bany (ud 78')

På bænken

Aris Vaporakis
Antonio Bustamante (ind 78')
Jonathan Mathys (ind 91')
Osvald Gabriel Søe
Sebastian Kroner (ind 88')
Sebastian Clemmensen (ind 88')
Tobias Blidegn
Ruben Minerba
Emmanuel Ogude (ind 78')

Kampreferat: Frederik Knygberg.
Fotos: Christian Midtgaard.