Kamp
Referat

B.93 – Vendsyssel FF
Vendsyssel FF — B.93

Fuld tid

1-0 Carl Björk (17'); 1-1 Shanyder Antonio Borgelin (75'); 2-1 Gustav Højbjerg (90+2'); 2-2 Rasmus Thellufsen Pedersen (90+4')
2-2
2-2
Dramatisk afslutning da B.93 bookede plads i 1. division

Dramatisk afslutning da B.93 bookede plads i 1. division

Med tre runder tilbage har B.93 sikret pladsen i NordicBet Ligaen også i 2025/26-sæsonen.

Resultat: 2-2
Spillested:
Sundby Idrætspark
Dato:
2/5/2025
Tilskuertal:
811

B.93 sikrede sig fredag aften forbliven i den næstbedste række allerede i fjerdesidste spillerunde.

2-2 mod Vendsyssel FF var nok til at bringe os i sikkerhed, da Vendsyssel og HB Køge mødes indbyrdes i næste runde. Men efter en dramatisk afslutning var der mange 93ere, der græmmede sig, selv om der egentlig var grund til jubel.

Begge hold indledte kampen med brask og bram. De første 10-15 minutter var en åben slagudveksling med store muligheder i begge ender.

Vendelboerne fik en god chance allerede efter et par minutters spil, og ikke længe efter brændte det på i den anden ende, da målmand Lasse Schulz måtte slå et forsøg fra Mikkel Wohlgemuth op på eget træværk.

Det var kun et spørgsmål om tid, før den første scoring ville komme, og den tilfaldt heldigvis B.93. Et hurtigt taget frispark strøg over nordjydernes forsvar. Nicklas Mouritsen løb dybt og lagde elegant bolden af til Carl Björk, og den brandvarme svenske lejesvend kvitterede ved at tæske bolden i nettet. 1-0.

Som halvlegen skred frem, tiltvang gæsterne sig initiativet i kampen. De havde tydeligvis i sinde at bryde igennem over fløjene og lykkedes foruroligende godt med det. Men nordjyderne manglede tydeligvis selvtillid i afslutningsspillet, hvorfor vi kunne gå til pausen med en 1-0-føring.

Cheftræner Kasper Lorentzen brugte tydeligvis pausen til at justere taktikken, så gæsterne kunne holdes fra fadet. Efter pausen fik B.93 flyttet spillet længere frem på banen og trukket tempoet ud af kampen, så Vendsyssel kun fik skabt meget få trusler mod vores forsvar.

Gæsterne forsøgte at vende billedet ved at indskifte en kampvogn skåret i granit ved navn Shanyder Borgelin. Borgelin skulle kun bruge få minutter på banen, før han fra kanten af feltet elegant krøllede bolden op ind ved fjerneste målstolpe til udligning 1-1.

Ærgerligt, for vi havde egentlig godt styr på kampen, men den slags individuelle aktioner er det svært at gardere sig imod.

Derpå fulgte en højst mærkværdig slutfase. Begge hold virkede indstillede på en uafgjort, så kampen så ud til at ebbe ud i forsigtigt boldflytteri.

Men indskiftede Gustav Højbjerg ville det anderledes. Kort før ordinær spilletid var han tæt på at forårsage en scoring med en tværaflevering, der sneg sig på tværs af målet.

I overtiden tog han et træk ind i banen og sendte et skud mod mål. Skuddet blev afrettet og strøg i mål bag Schulz i målet til enorm jubel blandt fanklubben, der i slutminutterne piskede holdet fremad.

Men derved var det ikke slut. Vendsyssel FF fik tilkæmpet sig et hjørnespark. Målmand Schulz gik med frem og headede på stolpen. Returen fik Rasmus Thellufsen skrabet over stregen, og så endte kampen alligevel uafgjort efter en højdramatisk afslutning.

Den sene udligning punkterede den festlig stemning i Sundby, men når man får ærgrelsen på afstand, er der al grund til at glæde sig over, at vi allerede i fjerdesidste spillerunde har reddet os en ny sæson i den næstbedste række.

Med klubbens begrænsede midler og kompromisløse tro på egne talenter er det en stor præstation, som vi med rette kan være glade og stolte over.

Næste kamp

Allerede på torsdag 8. maj møder vi Hillerød Fodbold ude i Farum Park med kampstart kl. 19:00. Vel mødt og find din billet her.

Cheftræner Kasper Lorentzen udtaler

- Lige efter kampen var stemningen lidt underlig. Vi ville gerne have vundet. Vi kæmper 1 til 1 om overlevelse, men vi kæmper også for at lægge på som hold og blive et B.93 hold, som ikke er tilfredse efter en sejr og gerne vil ud og jagte og opnå noget mere.


- Det øver vi os i, og det har vi også tre kampe nu efterfølgende til. Så det var en følelse af at vi virkelig har jagtet to sejre i streg på mange måder, og været tæt på det et par gange, og lige denne her var jo nok tættere på end nogensinde. 


- Vi laver også en sen scoring til sidst, et flot mål af Gustav. Det handler om at overleve, men overleve på den måde at vi stadig udvikler os som hold, og stadig lægger på. 

- Det har vi gjort. Vi er i 1. division med tre kampe igen, men vi skal stadig arbejde i de tre næste kampe på at lægge på. Vi tager dem ikke useriøst. Det er der ikke nogen, der skal forvente. 


- På den ene side er der stadig er hold, der spiller om noget, og det skal vi have respekt for. På den anden side kæmper vi for at udvikle os og blive bedre. Så vi nyder det nu, vi nyder det i morgen, og så er der fuld fokus igen på mandag. Der er ny kamp torsdag og der skal vi performe igen.


- Når vi som i dag møder en modstander, der går højt, så skaber de en kamp, der handler om, hvorvidt vi kan komme ud af det intense pres og mand-til-mand duellerne ved to-tre rigtige afleveringer. Hvis ikke vi klarer det, så bliver det meget duelspil med nedfaldsbolde. 



- Vinder de så bolden skal vi tilbage igen, og det er noget vi også har trænet på. Jeg synes ikke vi lykkes så meget med den del i dag. Det var tider en fysisk kamp, hvor jeg overordnet set er en lille smule ærgerlig over enkelte ting i vores performance, som jeg synes kunne være bedre.



- Men Vendsyssel FF ligger hvor de gør. De har et hold med dygtige boldspillere, og det virker til, at de er godt på vej igen. De var en lille smule stærkere end os på duelspillet. Det skal vi arbejde på, og finde ud af hvordan vi kan matche. 



- Når vi fik fat i bolden og fik det spil, som vi gerne vil have, så synes jeg, at vi var bedre end dem. Det var også dét, som skabte det sidste mål. Der var lidt stilstand i krigen: Vil de egentlig mere, eller var de tilfredse, vil vi egentlig mere eller var vi tilfredse? Og så pludselig fik vi masseret bolden godt rundt, og fik hul til 2-1 scoring.


- Kæmpe cadeau til alle jer, der bakkede os op i Sundby Idrætspark i fredags. Det var en fornøjelse at kunne give jer endnu en sæson i 1. division med den opbakning I har vist os og altid viser os hele vejen gennem sæsonen. Tak alle i B.93 Fanklub og alle B.93-interesserede.

B.93 PÅ SOCIALE MEDIER

Følg klubben på Linkedin og Instagram.

Husk også at abonnere på B.93's YouTube kanal, så du får notifikationer når der er nye B.93 TV-videoer. Fra fredagens dramatiske opgør kan du se den forløsende stemning i omklædningsrummet efter kampen med Nicolaj Thomsen som kamerafører (hvilket Thomsen som bekendt også var i forbindelse med oprykningen til NordicBet Ligaen den skønne lørdag 17. juni 2023, en video som godt kan tåle et gensyn nu vi er i gang).

MÅL OG HØJDEPUNKTER PÅ 1-DIVISION.DK

Du kan se mål og højdepunkter fra kampen på 1-division.dk.

Holdet på banen

Aris Vaporakis

Ludvig Henriksen
Emil Christensen
Andreas Heimer
Nicklas Mouritsen (ud 76')

Fisnik Isaki (ud 76')
Nicolaj Thomsen (ud 88')
Mikkel Wohlgemuth

Sebastian Koch (ud 66')
Carl Björk
Osman Addo (ud 66')

På bænken

Michael Falkesgaard
Emeka Nnamani (ind 66')
Gustav Højbjerg (ind 76')
Vito Hammershøy-Mistrati
Mikkel Mouritz (ind 66')
Jacob Egeris (ind 88')
Osvald Gabriel Søe
Ole Jakobsen
Tobias Blidegn (ind 76')

Kampreferat: Mads Mazanti.
Foto: Christian Midtgaard.