Kamp
Referat

B.93 – OB Q
OB Q — B.93

Fuld tid

0-1 Hannah Kirketorp-Madsen (40'); 1-1 Frederikke Benfeldt Sørensen (48'); 2-1 Rebeka Winther (63'); 2-2 Zoe Hagenauer (88'); 3-2 Rebeka Winther (90'); 3-3 Zoe Hagenauer (90+2');
3-3
3-3
Drama i slutminutterne i topkampen på Svanemølleanlægget

Drama i slutminutterne i topkampen på Svanemølleanlægget

Frederikke Benfeldt Sørensen udlignede for hjemmeholdet og Rebeka Winther øgede to gange inden OB Q fik udlignet til sidst.

Resultat: 3-3
Spillested:
Svanemølleanlægget
Dato:
16/9/2023
Tilskuertal:
Ikke oplyst

B.93 og OB Q leverede et brag af en topkamp lørdag 16. september på Svanemølleanlægget, da rækkens tophold krydsede klinger.

93'erne havde tanket en god portion selvtillid i midtugen, hvor de gik videre til 3. runde af Gjensidige Kvindepokalen med en sejr på 5-2 ude mod Fredensborg BI.

Lørdagens modstander fra Odense var ligeledes i aktion i midtugen, hvor Kolding IF blev endestationen for fynboerne.

Begge hold gik ind til kampen som ubesejrede i liga-regi med fire sejre og en enkelt uafgjort hver. Det var altså kun målscoren, der adskilte de to hold fra hinanden i toppen af rækken, så der var for alvor lagt op til en vaskeægte duel om førstepladsen lørdag eftermiddag.

TOPFODBOLD PÅ ØSTERBRO

Det var i særdeleshed også til at se, vi havde med rækkens etter og toer at gøre, da første fløjt lød på Svanemølleanlægget.

Begge hold viste sig frem fra deres bedste sider med fodbold på et højt, højt niveau.

Til trods for sprudlende offensiver, var der ingen af holdene, som for alvor kunne lukke modstanderen helt op, og der manglede lige det sidste, i flere situationer, før vi kunne få åbningsmålet på det solbeskinnede Østerbro.

Vi skulle faktisk helt frem til 40. minut, da OB Q's Signe Boysen fandt medspiller Hannah Kirketorp-Madsen, som gjorde det onde mod hjemmeholdet og bragte gæsterne i front fem minutter før pausen.

Mere blev det ikke til de første 45 minutter, og odenseanerne kunne dermed gå til pause med de største smil.

DRAMA TIL SIDSTE FLØJT

B.93'erne var dog opsatte på at ændre stillingen, og de hvidklædte værter kom ud som lyn og torden i starten af anden halvleg.

Der var blot gået tre minutter, fra halvlegen var sparket igang, da Frederikke Benfeldt Sørensen kynisk kunne sætte udligningen bag Odense-keeperen, og så var alt helt lige på Svanemølleanlægget igen.

Begge hold fortsatte ufortrødent de offensive takter, men vi skulle et kvarters tid længere ind i kampen, før nettet kunne blafre på ny. Og hvem anden end Rebeka Winther, der allerede inden kampen stod noteret for syv sæsontræffere.

Helt nøjagtigt skulle vi frem til kampens 63. minut, da Sara Grønhøj på flot vis fandt Winther, og så var der ingen tvivl, topscoreren satte hjemmeholdet på sejrskurs med sin ottende scoring i sæsonen.

Frem mod slutningen af kampen, var der chancer til mere for begge hold, hvor der også var kommet nye kræfter på banen. For B.93 var Mille Bech skiftet ind til fordel for Sara Grønhøj og Freja Marie Pedersen blev sendt i stedet for Jazmin Issa tre minutter inden dommerens tillægstid.

Og godt som det lignede en sejr til Østerbro-holdet, var det de blåsortes Zoe Margaret Hazenauer, der drønede bolden i kassen og dermed udlignede to minutter før tid.

Men dramaet var kun lige begyndt, for godt som vi bevægede os ind i kampens overtid, var det Rebeka Winther, der nok engang fik jublen til at bryde løs. Med hendes niende scoring i sæsonen, var der eufori for alle pengene.

Men, men, men ... gæsternes Zoe Margaret Hazenauer var bestemt ikke tilfreds med udsynet til et nederlag. For godt som jublen havde lagt sig efter Winthers føringsmål, tog Hazenauer tingene i egen hånd, og udlignede for anden gang i kampen til slutresultatet 3-3.

En hård afslutning på opgøret for hjemmeholdet, som dermed måtte tage til takke med ét enkelt point.

NÆSTE KAMP OPGAVE ER ØSTERBRO IF

Lørdag 30. september er B.93 tilbage i aktion, når de gæster Østerbro IF i Fælledparken kl. 16.00 i endnu et topopgør i Kvinde 1. Division.

Cheftræner Rasmus Good udtaler

- Jeg tror kampens resultat afspejler spil og chancer fint. Det var en meget åben og underholdende kamp. OB kunne have scoret mere, og det kunne vi også, men samtidig kunne begge hold også være mere kyniske defensivt.

- OB har fået et løft i deres niveau og har mere kontinuitet i deres trup. De har fået tilført nogle spillere, som holder deres niveau oppe og også hæver det, så det er en bredere trup med højt niveau.

- Vi manglede Phiona, som er med landsholdet, så vi havde Maria til at spille i hendes position. Phiona er hurtigt ved at blive det danske ligasystems bedste 6'er, så det var interessant, hvordan Maria, som vi normalt bruger som stopper, ville reagere på at skulle udfylde den rolle, og jeg må bare sige, at hun var fantastisk og imponerede stort.

- Grønhøj er tilbage og kunne spille en stor del af kampen. Hun løfter niveauet og tilfører holdet noget øget ro og sikkerhed, så det var dejligt at have hende tilbage også.

- Rebeka viser i dag, hvorfor hun har Champions League-kampe på CV'et, og jeg blev bekræftet i, at Astrid og Frederikke er topkampspillere.

- Astrid står sin fjerde officielle seniorkamp som 17-årig og skulle forholde sig til en meget åben kamp. En rigtig topkamp hvor begge hold har et højt præstationsniveau, og hun imponerede virkelig også. Astrid er kraftigt medvirkende til, at resultatet blev som det blev, og hun tager nogle bolde en 17-årig ikke tager normalt i denne type kamp. Hun spillede ligeledes en stor rolle i vores opbygning.

- Jazmin viste lederskabsevner og et rigtig godt præstationsniveau, som jeg ved, hun har været desparat efter at få lov til at vise i kampe som denne.

- Listen er bare generelt rigtig lang i forhold til imponerende præstationer i dag. Vi er skuffede over resultatet, men kampen var på et meget højt niveau, så jeg tror tilskuerne var godt underholdte, og at begge hold viste, at begge skal kæmpe om oprykning til Kvindeligaen i denne sæson.

- OB er med afstand det bedste hold, vi har mødt i sæsonen indtil nu, og det bliver fedt i returopgøret i Odense.

- Nu går der 14 dage til næste kamp, hvor vi i mellemtiden har Doha, Phiona og Leila afsted med deres respektive landshold. Det bliver en god periode, hvor vi kan bygge nogle ting på indtil kampen imod Østerbro IF, og hvor vi kan få Grønhøj og Hemmingsen helt tilbage fra deres skader.

FØLG KLUBBEN PÅ SOCIALE MEDIER

Husk du også kan følge klubben på Twitter, Facebook og Instagram.

HOLDET PÅ BANEN

Astrid Husemoen

Lúcia Leila Moçambique
Sara Grønhøj (ud 79')
Olivia Bergmann
Sofie Thrige Andersen

Helena Pedersen
Maria Slott
Filippa Høgild

Jazmin Issa (ud 87')
Rebeka Winther
Frederikke Benfeldt Sørensen

PÅ BÆNKEN

Alma Meier
Freja Marie Pedersen (ind 87')
Freja Løvenfald
Mille Bech (ind 79')
Doha Bouraba
Clara Prebensen

Kampreferat: Frederik Knygberg.
Fotos: Tobias Kongsvang.