




Østerbro IF trak det længste strå
Christian Falks tropper var lørdag i aktion i deres tredje kamp på syv dage, så det var nogle trætte stænger, der løb ind i et 0-2 nederlag mod Østerbro IF i Vanløse Idrætspark.
Det blev en vanskelig eftermiddag for vores bedste kvindehold, da vi lørdag tog imod Østerbro IF i 1. division.
Kampen var den tredje på blot én uge, og kræfterne var hårdt ramt ovenpå en hård periode med først nederlag i Aarhus og siden det dramatiske pokalexit over F.C. Københavns kvinder onsdag aften.
Fra start satte vi os ellers på bolden og havde store dele af spillet. Vi flyttede den fint rundt og forsøgte at finde åbninger mod et lavtstående Østerbro-mandskab, der tydeligt kom med en plan om at vente på omstillinger. Selvom vi havde kontrol på midten, lykkedes det os ikke at trænge igennem på den sidste tredjedel.
Kort før pausen blev vi desværre straffet. Efter en standardsituation fik vi ikke clearet bolden ordentligt, og det gav plads til Østerbro IF's Olivia Haaber, der sendte gæsterne i front på et skidt tidspunkt.
I anden halvleg jagtede vi udligningen. Trænerteamet med Christian Falk og Nikolaj Jeppesen gik offensivt til værks og sendte en ekstra offensiv spiller ind, så vi kunne angribe med fire helt fremme.
Vi kom til flere afslutninger fra distancen, blandt andet ramte Emma Holmskov overliggeren, men ellers blev vores bestræbelser ved de halve og næsten-farlige chancer.
Til sidst satsede vi alt fremad, og det gav plads i den anden ende. Østerbro IF slog til på en omstilling, hvor Olivia Haaber igen viste sig skarp og lukkede kampen til 0-2.
Dermed måtte vi desværre forlade Vanløse Idrætspark uden point i en kamp, hvor vi havde bolden mest, men ikke formåede at finde gennembruddene. Nu handler det om at få ladet batterierne op og rejse os samlet, når vi går ind i de kommende opgaver.
Cheftræner Christian Falk udtaler
- Tre kampe på en uge viste sig at blive dyrt for os. Vi havde sat alt ind på pokalkampen, og det kunne mærkes mod Østerbro IF.
- Vi var stadig det bedste hold på bolden og havde kontrol i perioder, men vi manglede de sidste ti procent til at skabe det afgørende på den sidste tredjedel.
- Vi gik all in på pokalkampen, og det kunne mærkes mod Østerbro IF. Vi lukker et ærgerligt mål ind på en standard, og det punkterer indsatsen lidt. Til sidst skal vi jagte, men vi har ganske enkelt ikke kræfterne og energien til at score de mål, der skulle til.
- Selvfølgelig står vi tilbage med en vis skuffelse, for det var en kamp, vi skulle vinde. Men det er også en af de dage, vi bare skal videre fra. Sæsonen er lang, og vi skal rejse os sammen og kigge fremad.
- Nu tager vi lige en lille puster og møder ind igen i starten af ugen med frisk energi, for vi har mere at give, og det skal vi vise, når vi står overfor F.C. København i næste weekend.
B.93 PÅ SOCIALE MEDIER
Følg klubben på Linkedin og Instagram.
Husk også at abonnere på B.93's YouTube kanal, så du får notifikationer, når der er nye B.93 TV-videoer. Fra kampen mod Østerbro IF kan du finde opvarmningsvideoer med spillerne og målvogter Signe Munk.
Holdet på banen
Signe Munk
Frederikke Krongaard (ud 64')
Emilie Ramskov
Cathrine Buccat
Ida Diget (ud 74')
Alexandra Holse (ud 84')
Freja Abildå
Luna Bruun
Freja Vestfred
Melkorka Jónsdóttir (ud 45')
Jennifer Einlykke (ud 74')
På bænken
Alma Meier
Emilie Zeeberg (ind 74')
Clara Stenbæk (ind 64')
Emma Holmskov (ind 45')
Emilie Rydahl (ind 84')
Kamma Larsen (ind 74')
Kampreferat: Alexander Wøhlk.
Fotos: Jeppe Wermuth.